199 / 312
ligt Tilholdssted eller noget lignende som f. Eks. Bøndernes Landsbyfællesskab eller de
store Gaardmandsfamiliers Slægtssammenhold, og saa maatte de selv finde paa noget: de
stiftede Gilder og Laug.
Af disse to Sammenslutningsformer er Gildet det ældste, det var nærmest en Erstat
ning for Slægten. Gildet varetog sine Medlemmers Tarv, deres Gudstjeneste, hjalp dem
hvis de blev stævnet for Retten, hævnede dem, hvis de faldt for Morderhaand. Hele Gil
desordningen byggede paa gensidig Solidaritet, og derfor optoges helst Medlemmer med
nogenlunde samme økonomiske Standard og Interesser. Gilderne tog i Regelen Navn
efter en eller anden Helgen eller Konge; her i Landet var det mest Hertug Knud eller
Kong Knud, der maatte holde for. Disse Knudsgilder tilrev sig en ret stor Magt, man
husker f. Eks., at det var Knudsgildebrødrene i Slesvig, der i 1134 slog Kong Niels ihjel,
fordi hans Søn Magnus havde dræbt Knud Lavard, som var deres Skytshelgen.
Alle Danmarks Knudsgilder blev paa et Møde i Skanør i 1256 til sidst enige om en Del
Fællesbestemmelser, af hvilke man kan se, at baade Købmænd og Haandværkere kunde
blive Medlemmer af Gilderne, men derimod blev Bagerne udtrykkeligt udelukket; om
det har været, fordi Bagerne var en Tak mere uærlige end de andre, ved man ikke; Brø
dets Størrelse varierede med de svingende Kornpriser, saa det er jo nok muligt, at der
har været lidt om det. Møllerne var i samme Baad som Bagerne, kan man se af et gam
melt Mundheld, der lyder saadan: »Møller og Bager stjæler ikke, de faar det bragt«.
Med Byernes Størrelse voksede Gildernes Magt, men paa samme Tid blev Haandvær-
kerne trængt tilbage i det offentlige Liv, fordi deres økonomiske Forhold ikke længere
var saa gode som Købmændenes. De havde for lidt Teknik til at klare andet end Dagen
og Vejen, og kunde som Følge deraf heller ikke spare noget op. Det betød dog ikke, at
de blev en Slags Underklasse, men det blev en Stand indenfor det i Forvejen stænder
delte Bysamfund, og da denne Lagdeling efterhaanden var tilstrækkelig fremskreden,
sprængtes Gildernes Ramme, og de faldt fra hinanden, nogle forsvandt helt, og andre tog
Reformationen Livet af.
I Gildernes Fodspor traadte en anden Organisation, nemlig Laugené. I Begyndelsen
var Forskellen mellem Gilder og Laug kun den, at Gilderne optog alle, hvis Vandel og
økonomiske Forhold var saadan, at de kunde anerkendes som Gildesbrødre, medens
Laugene kun optog Udøvere af de enkelte Fag eller en Faggruppe. Der har været frem
sat flere Formodninger om Laugenes Opstaaen. En Opfattelse hævder, at det religiøse
Moment, de etiske Opgaver var Laugenes vigtigste Side, hvilket maaske kan hævder
med nogen Ret, saavist som, at det i Middelalderen var aldeles umuligt at danne en Sam
menslutning, som ikke hvilede paa kristent Grundlag. Andre Opfattelser siger, at det var
4 8 9