225 / 483
U N D E R JUL IU S TH O M S E N
223
optaget, frigøres atter, naar P lanten forbrænder og giver Varme
og Lys, eller naar den anvendes som Føde for Mennesker og Dyr,
thi deres L ivsvirksomhed henter sin Arbejdsmængde fra Føde?
m idlet. D am pm ask inens Arbejde, D yrets og M enneskets Bevægel?
ser er saa ledes kun en Frigørelse af den Arbejdsmængde, som Plan*
ten har m od taget fra Sollyset; og Stenkullene, som varmer vore
Værelser og udvik ler D ampen i Dampmask inen, giver v ed deres
Forbrænding kun en Arbejdsmængde tilbage, som Planten, af
hvilke Kullene er dannede, for mange Aartusinder siden har ud?
draget af S o lly se t og opbevaret for komm ende Tider. A lt Ar?
bejde paa Jorden hen ter saaledes direkte eller ind irekte sin Ar?
bejdsmængde fra Solens Lys; naar Solen ad Aare maatte ophøre
at sende Varm e og Lys til Jorden, vil det organiske Liv slukkes,
V inden v il stand se sin Flugt og Floderne deres Løb, og kun H avets
Flodbølge rulle i den evige N a t, ind til ogsaa den tæmmes v ed den
fortsa tte A fkø ling .
D e t var i A aren e 1842—43, at de første Grundtræk af Teorien
om A rbejdsmængdens K onstans b lev udvik lede af en af D en po?
ly tekn isk e Læreanstalts Kandidater, afdøde Professor Colding, og
om tren t sam tid igt af Dr. Mayer i Heilbronn; men en Gang frem?
sat i sine Grundtræk b lev T eorien hurtigt udvik let i sine Enkelt?
heder v ed den Indflydelse, som den rationelle Mekanik, der omfat?
ter alle herhen hørende Problemer, formaaede at udøve. Læren b lev
saavel teoretisk som praktisk begrundet, og Teorien om Materiens
og A rbejdsmængdens U forgængelighed b lev Naturvidenskabens
A lpha og Omega; den lærer os, at al V irksomhed er k ny ttet til
et Kredsløb af Materie og Arbejde, og at Intet kan opstaa af Intet.
M ennesket formaar altsaa at forme og omdanne Materien, men
ikke at forøge eller at form indske dens Mængde; det formaar at
omdanne en V irk som h ed til en anden, men aldrig at frembringe
en V irk som h ed af In tet eller at bringe en Arbejdsmængde til at
forsvinde; M enn esk et formaar at indvirke paa de levende Indi?
vider, frem skynde eller dæmpe deres L ivsvirksomhed, hæve eller
fremkalde Sygdomme, fjærne Følelse og B evidsthed for en T id og
atter at kalde den tilbage; det kan overtage Naturens Gerning ved
kunstigt at udruge Æ gget og bringe Frøet til at spire; — men det
formaar ikke at danne en levedygtig Celle eller forme et spire?
dygtigt Frø. Og dette bør v el erindres; thi i vor Tid bringer Na?
turvidenskaberne saa mange vidunderlige Resu ltater for Dagen,
saavel paa det fy sisk e som paa det kem iske Omraade, at det let
vækker de største Forhaabninger og fører til en Overvurdering af