119 / 234
116
Klaus Berntsens Tale. Han sagde: »I tror naturligvis, at straks jeg
kom til Byen— 'jeg indrømmer, at det er første Gang, jeg er her —
begyndte jeg med at opsøge Digteren I. P. Jacobsens Grav, men
det gjorde jeg ikke. Ved I, hvad jeg først gik efter? Det var saa-
mænd det Hus, hvori Kold blev født.« Og saa talte Klaus Berntsen
videre, baade om Kold og om den Betydning Kold havde haft for
ham. Jeg tør nok sige, at det var den mærkeligste, men ogsaa
interessanteste Tale ved et Middagsbord, som jeg har hørt. Folk
morede sig en Gang imellem under Talen, men de græd ogsaa ind
imellem. Jeg var ogsaa med Klaus Berntsen som Forsvarsminister
i enkelte af de Byer, hvor der var eller skulde indrettes nye Kaser
ner i Henhold til den nye Hærlov. Det var altid fornøjeligt at rejse
sammen med Klaus Berntsen. Han fortalte let og livligt om sit
lange, bevægede Liv, baade fra Vælgermøderne, han navnlig i sin
første Tid som Folketingsmand havde deltaget i, og om sin første
Virksomhed som Friskolelærer i Højby paa Fyn. Dengang jeg læste
Klaus Berntsens Erindringer, kunde jeg genkende ikke saa faa af
de Erindringer, han har nedskrevet, han maa have været en ualmin
delig Lærer, ogsaa for Børn. Jeg husker engang, hvor min Kone og jeg
var til Middag sammen med nogle andre, deriblandt Klaus Berntsen,
hos Svend Høgsbro. Efter at vi havde spist, drukket Kaffe og sad i
den store Dagligstue og røg en Cigar, sagde Svend Høgsbro til Klaus
Berntsen: »Mine Drenge har sagt til mig, om jeg ikke kunde faa
dig til at fortælle et Eventyr.« »Ja, det kunde jeg jo let nok,« sagde
Klaus Berntsen, »men om det vil interessere de Voksne at høre
det, ved jeg ikke.« Vi sagde naturligvis, at det ogsaa vilde interes
sere os, hvad det forøvrigt ogsaa gjorde, ikke mindst for den liv
lige Maade, paa hvilken han fortalte det. De to Drenge, som Svend
Høgsbro havde talt om, sad paa Gulvtæppet i Dagligstuen henne i
en Krog, men inden Klaus Berntsen var færdig med Eventyret,
var de — sikkert uden at vide det —• kravlet henad Gulvtæppet
og laa lige ved Klaus Berntsens Fødder og keg ham op i Ansigtet.
Saa optaget havde de været af Fortællingen, saa de ikke kunde
lade være med at komme saa nær til Fortælleren, saa de kunde se
ham ind i Ansigtet.