117 / 234
114
om. V i havde her i Landet ikke haft noget tilsvarende tidligere,
saa Oplysninger om Arbejdsanvisning maatte hentes fra Udlandet.
Senere blev jeg Arbejdsanvisningsdirektør, men derom vil der blive
berettet i et særligt Afsnit.
Derimod var Loven om Hjælpekasser ikke ny, det var som be
kendt de tidligere »fri Fattigkasser«, der i 1907 fik Navnet Hjælpe
kasser. Men der var i Loven indført en Bestemmelse om, at Forslag
til Lovens Revision skulde forelægges Rigsdagen efter fem Aars
Forløb. Man vilde indhøste Erfaringer saavel paa dette som paa
andre Omraader om Lovens Virkninger. Det var iøvrigt ikke mange
Ændringer, der tiltrængtes, og Lovforslaget gik let igennem paa
Rigsdagen. Ny var Loven om Understøttelse til Børn af Enker.
Man havde jo i mange Aar haft en Lov om Underholdsbidrag til
Børn, fødte udenfor Ægteskab, og det laa da nær at drage den
Slutning, at Mødre med Børn, hvor Faderen var død, var mindst
lige saa daarligt stillede, som Mødre med Børn fødte udenfor Ægte
skab. Ligesom Underholdsbidraget til disse var fastsat til et bestemt
aarligt Beløb, skulde Understøttelsen til Enkebørn ogsaa fastsættes
til en fast aarlig Sum for hvert Barn. Skønt »Kvindesagsmand«
havde jeg egentlig ønsket, at man ogsaa kunde have faaet Under
støttelsen til Børn af Enkemænd med i den samme Lov, men det
fandt man dog vilde være at gaa for vidt, selv om man maatte ind
rømme, at Enkemænd med smaa Børn kunde være lige saa vanske
ligt stillede som Enkerne.
Herning Kommune var navnlig efter de mange Jernbaneanlæg,
der har Midtpunkt i Herning, bleven en hel Købstad, men styredes
efter de for Sognekommunerne gældende Regler. Ret naturlig var
dette, hverken for Kommunens Beboere eller for Sogneraadet, til
fredsstillende, og Sogneraadet ansøgte derfor om, at Herning Kom
mune maatte blive Købstad. Dette fandt jeg som Indenrigsminister
meget rimeligt, men noget Fortilfælde forelaa ikke. Ganske vist.
havde vi i min Folketingstid gjort de saakaldte »Flækker« til Køb
stæder, og Esbjerg havde ogsaa faaet Købstadrettigheder, men en
ren Sognekommune, der skulde være Købstad, havde man ikke
noget Fortilfælde for. Det eneste Spørgsmaal, der baade i Ministe
riet og paa Rigsdagen voldte nogen Vanskelighed, var Spørgsmaalet
om Valg af Borgmester for den ny Købstad. At Borgmesteren skulde
have kongelig Udnævnelse, var efter de gældende Love en Nødven
dighed; i de andre Købstæder havde det været Praksis, at Herreds