123 / 234
120
bagevejen naaede Kongens Nytorv, blev han syg og gik ind i en
af de der holdende Kapervogne. Chaufføren kendte ikke Kongen,
og da han fik Ordre til at køre til Palæet, troede han, at det var
Odd Fellowpalæet i Bredgade; ankommen hertil fik Chaufføren
Besked om at køre til Residenspalæet paa Amalienborg.
sagde Lægen, »meget behageligere for Dem og for Deres Familie end at
ligge herhjemme.« Efter Lægens Raad blev jeg indlagt paa Professor
Jens Schous Klinik, der dengang laa lidt uden for Sortedamssøen. Pro
fessor Schou var Kong Frederik den Ottendes Livkirurg, og Dagen efter
Indlæggelsen sagde han til mig: »Jeg skal hilse fra Kongen. Han spurgte,
hvordan De havde det og om, der var noget i Vejen for, at han besøgte
Dem paa Klinikken. Jeg svarede, at det var der egentlig ikke, men at
hans Besøg vel burde vente et Par Dage, indtil De var bleven mere
vant til at ligge i Sengen.« Jeg laa paa et Eneværelse paa Klinikken, og
min Kone opholdt sig hver Dag nogle Timer hos mig. Hun sad som Regel
i en Kurvestol henne ved Vinduet i Værelset, hvor jeg laa. Det var paa
første Sal, og et Par Dage efter, at Professor Schou havde bragt mig
Meddelelsen om, at Kongens Besøg kunde ventes, kom hun tilfældigt til
at se ud af Vinduet. »Der holder en Vogn hernede med en rød Kusk,«
sagde hun. »Naa,« svarede jeg, »saa kan vi vente Kongens Besøg.« Min
Kone sagde, »saa vil jeg nu hellere gaa ud saa længe« og begav sig med
Strikketøjet i Haanden forbi Enden af Sengen for at komme ud af
Døren. Lige da hun naaede Døren, blev den lukket op paa vid Gab af
Klinikkens Oversygeplejerske, der sagde: »Hans Majestæt Kongen«. Og
Kongen traadte ind, hilste først paa min Kone og sagde: »Det er natur
ligvis Fruen, jeg har den Ære at hilse paa.« Min Kone vilde gaa videre
ud af Døren, men Kongen sagde: »De maa endelig ikke gaa, jeg har
ingen Statshemmeligheder at drøfte med Deres Mand. De har naturligvis
siddet i den Kurvestol derovre ved Vinduet med Deres Strikketøj, saa
nu gaar De tilbage og sætter Dem paa Deres Plads,« og saa satte Kon
gen sig paa en ganske almindelig Træstol paa den anden Side af Sengen.
Vi talte jævnt og ligetil om, hvad der forelaa, dels paa Rigsdagen og dels
iøvrigt om mit Befindende.
Professor Jens Schou kom selvfølgelig hver Dag, og hans Kone lige
ledes ofte. Hun sagde, »vi har jo ingen Børn, saa jeg betragter i Virke
ligheden Patienterne paa min Mands Klinik som vore Børn.« Det var ikke
behageligt at ligge i Sengen, navnlig den første Tid af de syv Uger, jeg
maatte opholde mig der. Det var særlig det »Stræk« paa det daarlige Ben,
der var anbragt som en Pose med Hagl, som i Løbet af en Uges Tid fik
en Vægt af otte Kilo, der var pinefuld. Men iøvrigt fejlede jeg jo ikke
noget, og jeg kunde udmærket selv læse Bladene, som hver Dag blev
bragt mig fra Indenrigsministeriet. Jeg passede som sædvanlig Forret
ningerne fra Indenrigsministeriet. Departementschefen kom en Gang
imellem til Referat af foreliggende Sager, og der blev hver Dag bragt
mig Skrivelser til Underskrift.