122 / 234
119
saa stort et Ansvar hviler paa Kongen, var der ikke paa langt nær
de Vanskeligheder, som der er nu. Men ogsaa dengang var der i
høj Grad Opgaver at løse for Kongen. Udadtil havde det sin store
Betydning, at Frederik den Ottende gennem de mange Aar, hvor
Europas Fyrstehuses Medlemmer om Sommeren samledes paa Fre
densborg Slot, havde knyttet Forbindelse med disse. Faa, om i det
hele taget nogen her i Landet, var saa godt hjemme i Udenrigs
politik som han.
Indadtil maa det huskes, at den bitre politiske Strid, der havde
delt Befolkningen i skarpt stridende Partier, ingenlunde var af
sluttet med »Systemskiftet« i 1901. Selvfølgelig holdt Kong Frederik
den Ottende paa Parlamentarismen, om man vil: Folketingsparla
mentarismen. Han bad Ministeriet I. C. Christensen om at fortsætte,
da han i 1906 blev Konge. Flere Gange i hans Regeringstid blev
det nødvendigt at faa nye Medlemmer af Ministeriet eller at danne
nyt Ministerium, men Frederik den Ottende holdt i alle Situationer
den rigtige og klare parlamentariske Linie.
Det er bleven sagt, at i et parlamentarisk, folkestyret Land, har
Kongen intet at skulle have sagt uden ved Ministerskifter. At det
ikke er helt rigtigt, vil vist alle erkende nu, men at det er godt,
naar der skal udnævnes nye Ministre eller dannes nyt Ministerium,
at have en Konge, som har den rigtige politiske Forstaaelse, det
vil den, der har nogen politisk Erfaring og Indsigt, tilfulde erkende.
Land og Folk nød godt af, at Kong Frederik den Ottende igennem
de mange Aar, har var Kronprins, havde sat sig saa godt ind i vort
politiske Liv og Historie. Frederik den Ottende var en god Mand
og en klog Mand. Han vilde være Konge for hele Folket, for alle
politiske Partier, og evnede at handle derefter. Han var en dygtig,
en vennesæl og elskværdig Konge. Det var kort Tid, han kom til at
regere over det Land og Folk, han elskede saa højt, og han for
tjener at mindes med Tak af os alle.
Den sjette Februar 1912 besøgte Kongen mig paa Professor
Schous Klinik. Han havde ladet Vognen køre hjem fra Klinikken
og vilde spadsere tilbage til Amalienborg*). Da Kongen paa Til*) Den tredie Januar 1912 om Aftenen faldt jeg paa »Strøget«
i
Kø
benhavn og brækkede Laarbenshalsen paa højre Ben. Jeg maatte selv
følgelig køres til mit Hjem og fik næste Morgen Lægen, der konstaterede
Bruddet. Han sagde, at i og for sig kunde jeg godt ligge hjemme, men
tilraadede mig at blive indlagt paa et Hospital eller en Klinik. »Det er,«