137 / 234
134
Paa en Maade var Neergaard enig med I. C. Christensen i, at
der krævedes et stærkt Folketing for over for Landstinget at gen
nemføre en Forandring i Landstingsvalgmaaden, men Neergaard
havde den Opfattelse, at dette skulde naaes gennem Folketinget ved
Gennemførelsen af Reformer navnlig paa de sociale Omraader.
Det var dette, der var Formaalet med hans Indsats i Reform-
politiken forud for og umiddelbart efter det politiske Forlig i 1894.
Og at han saa ret, derom vidner Kendsgerningerne. Det lykkedes
virkelig for Folketinget at gennemføre Forfatningssagen i 1915.
Det er i saa Henseende betegnende for Neergaard, at han ved et
Møde, som ved Aarhundredskiftet var foranstaltet i Æbeltoftkredsen
af Venstrereformpartiet, og hvor jeg var Taler — det eneste Møde,
hvor jeg har staaet som Neergaards Modstander — paa mit stærke
Angreb paa »Forliget« kun svarede med, næst nogle rosende Ord
om min saglige Indsigt, at sige, at jeg nok skulde komme til at
erkende, at det var Forliget, der havde banet Vejen for Venstres
fremtidige Reformarbejde og Folketingets forfatningsmæssige Ind
flydelse. Det var sikkert Erkendelsen heraf, der gjorde det for
holdsvis let for Neergaard at faa ikke alene Klaus Bemtsen men
alle Ministeriets Medlemmer til at indse det rigtige i, at Tiden nu
var inde til Gennemførelse af en Forfatningsændring, der omfat
tede ikke alene Folketinget, men ogsaa og navnlig Afskaffelsen af
den privilegerede Valgret til Landstinget.
Det var, som allerede nævnt, ikke vanskeligt at blive enige om
Neergaards Forslag om at optage Junigrundlovens Bestemmelser
om at lade Landstinget vælge af de kommunale Raad, og Klaus
Berntsen, der i Begyndelsen havde mere Sympati for en højere
Valgretsalder, blev efterhaanden en ivrig Talsmand for dette For
slag. Af andre Ændringer i Grundloven var det navnlig Bestemmel
sen om at fastholde Valg i Enkeltmandskredse til Folketinget, der
var fremme under Forhandlingerne i Ministeriet. Her var Klaus
Berntsen en ivrig Tilhænger af, at Valg i Enkeltmandskredse skulde
sikres i Grundloven, og dette var i hvert Fald Anders Nielsen og
jeg fuldstændig enige i. Hvorvidt der eventuelt skulde sikres en
mere forholdsmæssig Repræsentation i Folketinget, var man enige
om at overlade til Fastsættelse i den Valglov, der selvfølgelig maatte
vedtages sammen med Grundlovsændringen eller umiddelbart der
efter.
Efter at Forhandlingerne i Ministeriet om Grundlovsforslagets