133 / 234
G RUND LOV SÆNDR INGEN
I Provisorieaarene benyttede den dasiddende Højreregering: Mini
steriet Estrup, sig som bekendt af § 25 i Grundloven af 1866 til at
udstede foreløbige (provisoriske) Finanslove. Højreregeringen hjem
sendte jo Rigsdagen umiddelbart før Finansaarets Udløb og for
klarede Grundlovsbestemmelsen om, at »I særdeles paatrængende
Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede fore
løbige Love, der dog ikke maa stride mod Grundloven, og altid
bør forelægges den følgende Rigsdag,« derhen, at naar Rigsdagen
ikke var inde, kunde Regeringen udstede ogsaa en provisorisk
Finanslov. Grundlovsbestemmelsen om, at saadanne foreløbige Love
skulde forelægges Rigsdagen, kom man om ved paa den Maade, at
man forelagde de foreløbige Finanslove i Landstinget, der ikke
behandlede dem til Ende. Da Rigsdagen selvfølgelig ikke kunde
enes om de provisoriske Finansloves Indhold, navnlig efter at Be
løbene til Københavns Landbefæstning var optaget paa den provi
soriske Finanslov, kom der ikke een af Rigsdagen vedtaget Finanslov
ud af Forhandlingerne.
Efter Venstrereformpartiets Dannelse i 1895 fremsatte Partiet
Forslag til Ændring af den anførte § 25 i Grundloven. Naturligvis
var det ikke Meningen at afskære enhver Mulighed for Udstedelse
af foreløbige Love. Man var klar over, at der kunde indtræffe Til
fælde, hvor en saadan Udstedelse var en Nødvendighed. Man fore
slog derfor følgende Affattelse: »I særdeles paatrængende Tilfælde
kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige
Love, der dog ikke maa stride imod Grundloven og straks bør fore
lægges den følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bort
falder.« Ved at ombytte altid med Ordet straks, vilde man sikre sig,
at saadanne foreløbige Love blev forelagt, saa snart Rigsdagen kom
sammen, og ved Tilføjelsen om, at en provisorisk Lov bortfaldt,
hvis ikke den bekræftedes af Rigsdagen, mente man at være sikret
imod, at foreløbige Love fik en længere Levetid. Disse af Venstre-