HøretOgOplevet

152

Moestrup, P. Nielsen, Nordby, Philipsen, Sandbæk, Sonne, Vedel og

Westergaard. Naar man nu, næsten 30 Aar efter, læser, hvad de

nævnte 12 Medlemmer bl. a. skrev i Betænkningen, maa man vist

nok sige, at Udviklingen i denne Menneskealder har givet det nævnte

Flertal Ret i sin Antagelse: »at en Lovgivning, der hjemler Adgang

til Understøttelse af det Offentlige endogsaa uden Tab af borger

lige Rettigheder, selv om den paagældende ikke ved økonomiske

Ofre selv har bidraget til at sikre sig Hjælp, let kan virke demora

liserende paa Befolkningen, idet en saadan Ordning slapper Viljen

til at hjælpe sig selv og svækker den personlige Ansvarsfølelse.«

Men ogsaa den økonomiske Side af Sagen spillede ret naturligt

en Rolle for det nævnte Flertal. Allerede i Rigsdagssamlingen

1901—02 skete der Henvendelse til Lovgivningsmagten fra »De

samvirkende Sogneraadsforeninger i Danmark« om, under Hensyn

til de stigende Beløb til Alderdomsunderstøttelse, at tage op til

Overvejelse en Ordning hvilende paa Forsikring, og det er Fler-

tallets Opfattelse, at »en blot Udvidelse af vor Forsørgelseslovgiv

ning vil betyde en stærkt stigende yderligere Forøgelse af den i For

vejen tunge Byrde, der hviler paa Stat og Kommune, samtidig med

at de paagældende ville være henviste til at nøjes med en mindre

Understøttelse end den, de vilde kunne faa ved gennem egne Bidrag

at sikre sig en bestemt aarlig Invaliditetsrente og — for saa vidt

Vedkommende er trængende — et bestemt Minimumstilskud af det

Offentlige.«

Var end Flertallet i Kommissionen enige om Forsikringsprincip

pets Gennemførelse, var de dog ikke enige med Hensyn til, hvordan

dette Princip skulde udføres i det praktiske Liv. Et Flertal indenfor

Flertallet mente, at man helt ud skulde gennemføre »Andelstanken«

saaledes, at alle betalte lige meget, og alle fik en lige stor Invalidi

tets- og Alderdomspension. Dette var ganske vist imod Forsikrings

teknikernes Opfattelse. De havde udregnet, hvilket naturligvis er

rigtigt, at Kvinder lever længere end Mænd, og holdt derfor paa,

at hvis Kvinder kun betalte samme Præmie som Mænd, skulde Pen

sionen til Kvinder være mindre end Pensionen til Mænd. Selvfølge

lig burde der aabnes Adgang til ved »frivillig« Indbetaling af Præ

mier at sikre sig en højere Pension ved indtrædende Invaliditet saa-

vel som ved Opnaaelsen af den Alder, der berettigede til den aarlige

Pensions Udbetaling. I disse Tilfælde vilde der selvfølgelig for hver

Enkelt af dem, der havde indbetalt frivillige Præmier, være at fore