161 / 234
158
Mænd fra de forskellige Partier i Rigsdagen til det Møde, hvori
Sagen blev endelig afgjort. Det er vistnok almindeligt bekendt nu,
at det var Kong Christian den Tiende, der, ved sin Henvendelse til
den engelske Konge, løste Vanskelighederne, og Minerne blev som
bekendt udlagt i Store Bælt. Naar man ikke var Deltager i disse
Forhandlinger, er det ikke raadeligt at udtale sig om, hvordan de
enkelte Medlemmer af Ministeriet eller de tilkaldte Repræsentanter
for Partierne udtalte sig.
Der blev dengang afholdt mange saakaldte hemmelige Møder paa
Rigsdagen. De bestod jo væsentlig i, at der blev givet Tingenes
Medlemmer Besked om, hvilke Foranstaltninger Regeringen havde
anset det for nødvendigt at træffe. Dette gjaldt for Eksempel saavel
Mobiliseringen som Tilvejebringelsen af Pigtraadsspærringer foran
Københavns Befæstning (den gamle) og Anlæg af de forskellige Stil
linger ude paa Sjælland, i Virkeligheden de af Ministeriet Neer-
gaard foreslaaede forberedte Stillinger. Det var dog væsentlig Folke
tingets Finansudvalg, som de forskellige Ministre som Regel for
handlede med før Udstedelsen af de mange Forordninger. Ganske
vist havde Regeringen den fornødne Bemyndigelse til at udstede
de efter dens Mening nødvendige Forordninger, men saa vidt der
kunde blive Tid dertil, raadførte de forskellige Ministre sig med
Finansudvalget. Det var især Indenrigsminister Ove Rode, der fik
saa at sige hele Ordningen af Landets indre Forhold. Ikke alene
Fastsættelse af Maksimalpriser, der den Gang fandt Sted omend
ikke i større Omfang, men ogsaa Kornordningen — Bestemmel
sen om Aflevering af Brødkorn — blev truffet af Ove Rode. Det
var forøvrigt en Tilfredsstillelse i Finansudvalget at forhandle med
Indenrigsminister Rode. Han var ualmindelig godt inde i Sagerne,
selv noget for ham saa fjernt liggende som Landbrugsproduktion,
Svineslagtninger, Smørordning m. m. var han inde i, som om det
var ham og ikke Kristian Pedersen, der var Landbrugsminister. Man
maatte faa Respekt for Ove Rodes Arbejdsevne. Han udførte et
stort, og, det maa indrømmes, samfundsgavnligt Arbejde. Min Re
spekt for Ove Rode, der forøvrigt ikke var ringe i Forvejen, steg
betydeligt, navnlig ved Konferencerne i Finansudvalget. Det var da
ogsaa Ove Rode, der, naar der var Tale om ved Møder at klarlægge
de Krigsforanstaltninger, det viste sig nødvendigt at træffe, var
Regeringens Talsmand. Det var ikke altid, jeg var enig med ham,
som for Eksempel i hans saakaldte »Gimle-Tale«, men man maatte