158 / 234
155
fra deres Side, der var imod den tvungne Folkeforsikring, lod kom
me til Orde, saavel fra Mindretallets Side i Kommissionen, som
fra store Dele af Befolkningen under og efter Kommissionens Ar
bejdes Afslutning. Jeg husker da ogsaa, at Steincke ved et Møde,
som »Dansk Forening for social Oplysning«, efter at han havde
forelagt sine Forslag, afholdt i Grundtvigs Hus, sagde: »Ja, jeg maa
jo indrømme, at Jensen-Sønderup for saa vidt har faaet Ret, som
der virkelig i mine Lovforslag er noget af Forsikringstvang.« Men
det var jo langt fra det, jeg havde ønsket, og en Opsparing af et
Forsikringsfond, hvilket jeg saa som en stor Fordel, var der ikke
Tale om.
Det faldt altsaa i min Lod som Formand i Invaliditets- og Alder
domsforsikringskommissionen at aflevere Kommissionsbetænkningen
til den daværende Indenrigsminister: Ove Rode. Det var jo efter
Verdenskrigens Begyndelse, saa nogen større Festlighed som Afslut
ning paa Kommissionens Arbejde fandt Kommissionen ikke Anled
ning til at afholde. Men vi indbød dog til en Middag, hvori ogsaa
Rode som Indenrigsminister deltog. Vi var alle klar over, at saa-
længe Verdenskrigen varede, var Tidspunktet næppe inde til Gen
nemførelse af en saa stor Sag som Folkeforsikringen. Sindene,
saavel paa Rigsdagen som ude i Befolkningen, var for optaget af
de Vanskeligheder, som Verdenskrigen skabte ogsaa her i Landet.
Dette gav jeg selvfølgelig ogsaa Udtryk for i min Tale til Indenrigs
ministeren ved Middagen. At Indenrigsminister Ove Rode ikke var
enig i Kommissionsflertallets Forslag om Indførelse af en tvungen
Folkeforsikring, var jeg vel vidende om. Det viste sig da ogsaa, at
der efterhaanden blev gennemført saavel Lov om Aldersrente som
om Invaliderente, Hjælpekasser m. v., og den førnævnte Social
reform af 1933 er jo i høj Grad bygget paa de sidstnævnte Love.
Har man læst Steinckes i sin Tid udgivne Bog om »Fremtidens For
sørgelsesvæsen«, hvori han gaar ind for en Forenkling af vor sociale
Lovgivning, virker det næsten som en Nemesis, at da Socialreformen
de forskellige Love — udkom i 1933, var de ledsaget af en
Mængde »Noter« til Forklaring af, hvordan de enkelte Bestemmel
ser deri skulde forstaas, men til Trods for de oplysende Noter, er
der i den siden da forløbne tiaarige Periode en Mængde Spørgsmaal,
hvorom det har været nødvendigt at søge Oplysning hos Ministeriet.
Har man som forhenværende Sogneraadsformand arbejdet med
Fattigloven og Alderdomsunderstøttelsesloven af 1891, udbryder man