156 / 234
153
tage en Beregning, men Grundbeløbet skulde altsaa være ens for
alle. Da den »tvungne« Indbetaling af Præmier skulde begynde ved
18-Aarsalderen og vedvare i 15 Aar, medførte denne Ordning, at
en ikke helt ringe Kapital blev opsparet i den Rigsforsikringsanstalt,
som Flertallet foreslog at oprette. Ganske vist skulde Invaliditets
pensionen udbetales til alle, der havde indbetalt Præmier, naar
Invaliditet indtraf (efter to Aars Forløb), men for den Del af Be
folkningen, der ikke var forsikringspligtig — og det var jo det
første Aar kun de 18-aarige — skulde den gældende Sociallovgiv
ning fremdeles opretholdes. Der vilde altsaa gaa mange Aar, inden
den Sum, der aarlig skulde udbetales, vilde udgøre noget større
Beløb, omend selvfølgelig stigende Aar efter Aar. Først naar de
Attenaarige efter 47 Aars Forløb fyldte de 65 Aar, vilde Alderdoms
forsikringen begynde at virke, og selvfølgelig vilde det Beløb, der
skulde udbetales aarligt, stige Aar for Aar, indtil Tilgangen af 65-
aarige opvejes af dem, der udgaar som døde.
Nu lyder det lidt mærkeligt, at der dengang blev indvendt imod
Flertallets Forslag om Indførelse af Forsikringsprincippet, at der
vilde blive opsparet for store Kapitaler. Selv fra dem, der iøvrigt
var Tilhængere af Forslaget om Indførelse af almindelig Folkefor
sikring, kunde man undertiden høre Betænkeligheder ved, at der
opsparedes en saa stor Kapital som omkring ved 80 Millioner Kro
ner, hvilket Beløb omtrentlig svarede til, hvad Teknikerne havde
beregnet, der vilde blive opsparet i Løbet af den Tid, som vilde
medgaa, inden Forsikringen »hvilede i sig selv« eller med andre
Ord, at Renten af den opsparede Kapital svarede til den aarlige
Udgift.
Indenfor det Flertal, der holdt paa Forsikringsprincippet, var der,
som allerede nævnt, ikke Enighed om dets Udførelse i Praksis.
Nogle mente, at hver eneste Forsikring skulde beregnes for sig
saaledes, at saafremt vedkommende Forsikrede døde uden at blive
Invalid eller forinden 65-Aarsalderen, skulde Arvingerne have Krav
paa hel eller delvis Udbetaling af det opsparede Beløb, Andre, og
da navnlig Professor Harald Westergaard, var ængstelig for den
Forandring i Pengenes Værdi, som kunde fremkomme som Følge
af Verdenspengesituationen. Westergaard foreslog, som det ogsaa
ses af Betænkningen, at man skulde prøve at finde noget i Retning
af »Kapitelstakst« til Udmaaling af den Pension, der skulde ud
betales. Ogåaa Beregningen af Rentefoden voldte selvfølgelig sine