163
Arbejderne vilde blive tilfredse med. Det var selvfølgelig Meningen,
at ledige Arbejdere, der ikke var Medlem af nogen Arbejdsløsheds
kasse, ogsaa skulde kunne søge Arbejde ved Henvendelse til det
nærmeste Arbejdsanvisningskontor, og det var maaske navnlig dette,
der gjorde, at Arbejdsløshedskasserne (Fagforeningerne) ikke saa
med særlig Velvillie paa Loven om Arbejdsanvisning.
Det var i Loven bestemt, at Kontoret i København skulde virke
som Centralarbejdsanvisningskontor og ledes af selve Arbejdsanvis
ningsdirektøren, men under en særlig Bestyrelse, valgt af Køben
havns Kommunalbestyrelse efter de i Loven fastsatte Reglen For
alle øvrige Arbejdsanvisningskontorer gjaldt efter Loven den Be
stemmelse, at de skulde ledes af en Bestyrelse paa mindst syv Med
lemmer. Formanden for Bestyrelsen maatte ikke være hverken Ar
bejdsgiver eller Arbejder. De øvrige Medlemmer skulde for Halv
delens Vedkommende bestaa af Arbejdere og den anden Halvdel
af Arbejdsgivere. De skulde ganske vist vælges af Kommunalbesty
relserne, men saa vidt jeg ved, gik man overalt ind paa at lade de
paagældende Medlemmer udpege henholdsvis af Arbejderne (Fag
foreningerne) og af Arbejdsgiverne (de af disse dannede Organi
sationer), saa Ensidighed var udelukket. I selve Loven var Sam
arbejdet med Arbejdsløshedskasserne fastslagt. Det var i Loven
bestemt, at Arbejdsløshedskasserne hver Uge skulde tilsende Ar-
bejdanvisningskontoret en Fortegnelse over samtlige understøttede
Medlemmer og saa vidt muligt een over de ikke understøttede Med
lemmer af Kasserne. For de arbejdslediges Vedkommende, der ikke
var Medlemmer af en Arbejdsløshedskasse, maatte man gaa ud fra,
at de meldte sig frivillig til det nærmest liggende Arbejdsanvisnings
kontor, efterhaanden som disses Virksomhed viste sig at være frugt
bringende.
Det lykkedes for mig inden for den i Loven fastsatte Frist paa
to Aar at faa oprettet Arbejdsanvisningskontorer i samtlige Lan
dets Købstæder. Jeg benyttede mig af mit Kendskab til Amtmændene
rundt om i Landet. Flere af dem kendte jeg allerede, før de blev
udnævnt til Amtmænd, idet de som Regel havde været ansat i Inden
rigsministeriet forinden deres Udnævnelse; men ogsaa dem, jeg
ikke havde indstillet til kongelig Udnævnelse, kendte jeg personlig
ret godt fra min treaarige Virksomhed som Indenrigsminister. Egent
lig skulde en Amtmand indhente Indenrigsministerens Tilladelse,
naar han forlod sit Amt, men det var efterhaanden bleven til, at
ii-