169 / 234
166
kontoret fik dog Fabrikken til at indgaa paa at tage en Mand mere,
navnlig da han antydede, at det slet ikke var sikkert, at den Anviste
meldte sig til Fabrikken. Anvisningen til vedkommende Snedker
blev udfærdiget og overgivet til ham, men han mødte ikke paa Fa
brikken. »Saa er jeg da fri for ham (Snedkeren) og Kassen slipper
for at yde ham Understøttelse herefter,« tilføjede Lederen.
Krigssituationen medførte, at der navnlig i Begyndelsen af Krigen
var større Arbejdsløshed end sædvanlig. Dette gjorde det i høj Grad
ønskeligt at have Opmærksomheden henvendt paa, hvor Arbejde
kunde iværksættes, som kunde give Beskæftigelse navnlig til de
mange ledige Arbejdsmænd og andre, der kunde bruge en Skovl og
en Spade. Et af de Arbejder, som jeg paa den Maade fik i Gang,
var Udtørring og Afvanding samt Inddæmning af Enge ved Gudenaa
og Randers Fjord. Jeg havde faaet at vide, at der af Hedeselskabet
var udarbejdet Planer for det paagældende Arbejde, endda ogsaa
dannet »Pumpelag«. Samtlige Lodsejere havde valgt Bestyrelse og
var indgaaet paa at acceptere den Ligning, hvorved Lodsejerne for
pligtede sig til igennem nogle Aar at yde Bidrag til det omhandlede
Arbejde. Nu kunde Arbejdet ikke komme i Gang, fordi det vilde
koste adskilligt mere at udføre, end dengang Ligningen blev lagt.
Ved den Randers Amtmands Hjælp fik jeg en Forhandling med Be
styrelsen for Pumpelaget, men den mente ikke, det kunde nytte noget
paany at komme ud til Lodsejerne med Forslag om Forhøjelse af
de paalignede Bidrag. Jeg benyttede mig da af min Stilling som
Folketingsmand og Medlem af Finansudvalget til i dette Udvalg
at give en Fremstilling af Sagen og foreslaa, at Staten skulde ud
rede det manglende Beløb. Dette gik saavel Finansudvalget som
Ministeren ind paa, og Arbejdet kom i Gang. Jeg var paany i Ran
ders og forhandlede med Lederen af det derværende Arbejdsanvis
ningskontor. Han var meget optaget af det paagældende Arbejdes
Igangsættelse og sagde, at der fra selve Randers kunde skaffes et
betydeligt Antal ledige Arbejdsmænd. De paagældende Arbejdere
skulde selvfølgelig helst blive boende i deres Hjem i Randers, men
saa blev det for langt til det længst borte liggende Arbejdssted, og
der var ikke noget tidligt Morgentog paa Jernbanen Randers—
Ryomgaard. Jeg mente, at det nok kunde ordnes saadan, at der
blev sendt en Vogn ud fra Randers Station til Volkmølle. Tilbage
rejsen kunde foretages med ordinært Tog. Jeg benyttede straks Lej
ligheden til at tale med Stationsforstanderen i Randers, der stillede