171 / 234
168
des det at skaffe saavel Logis som Kost paa en større Gaard under
saadanne Forhold, som vi mente det forsvarligt. Der var i selve
Arbejdsanvisningsloven givet Bemyndigelse til at afholde en Del
af Rejseudgifterne, naar et Arbejde anvistes saa langt fra de paa
gældende Arbejdslediges Hjemsted, saa Rejse med Tog eller Skib
var nødvendig. Endogsaa et saadant Spørgsmaal som Opholdsrum
til Arbejdernes Frokostpavse lykkedes det at faa ordnet ved Køben
havns Magistrats Velvilje. En gammel, udrangeret Omnibus, der
tidligere havde gaaet i Københavns Gader, blev kørt ned til Susaaen
i Nærheden af det Sted, hvor Arbejdet paabegyndtes. Som Bord blev
et Brædt anbragt paa langs ad Vognen mellem Sæderne, saa der
blev en ligefrem nydelig Frokoststue til et stort Hold Arbejdere.
Jeg var en Gang senere dernede og besaa Arbejdet. Det var ikke
noget let Arbejde, der maatte jo lægges Dæmning for at faa Ar
bejdsstedet tørlagt i hvert Fald saa nogenlunde. Hvor Siderne var
saa høje, saa Arbejderne ikke kunde naa at smide jorden op oven
for Aaløbet, maatte der anbringes et Brædt paa Siden af Skraa-
ningen, hvor Jorden lagdes op af de i Bunden værende Arbejdere,
og saa stod der to Arbejdere paa Brædtet og smed Jorden saa langt
bort, at den ikke løb ned igen. Ogsaa dette Arbejde lykkedes fuldt
ud. Det var vel navnlig disse to Arbejder, der førte til, at jeg af
»De samvirkende jydske Landboforeninger« blev anmodet om at
tale ved et Delegeretmøde i Aarhus, ved hvilket Møde jeg ogsaa
havde den Tilfredsstillelse at lægge et godt Ord ind for Plantning
af Læbælter rundt om i Markerne og langs med Skellene.
Efter Nytaar 1916, da Rigsdagen paany samledes efter Juleferien,
holdt vi et Møde i Venstrereformpartiet. Der var i og for sig ikke
noget særligt Spørgsmaal til Behandling. Vi samledes i Virkelig
heden kun for at hilse paa hinanden og høre, hvad de forskellige
Medlemmer havde oplevet i Juleferien. I dette Møde fortalte Folke
tingsmand Hansen-Stavnsbjerg, at han i Juleferien blev ringet op
af sin Svoger, Hanssen Nørremølle, der var hjemme i Aabenraa.
Hanssen Nørremølle havde begyndt med at sige, at han meget gerne
vilde se en Venstre-Folketingsmand i Berlin. Men da han havde
faaet dette sagt, sagde Telefondamen paa Aabenraa Central: »D’Hrr.
maa tale Tysk, ellers er jeg nødt til at afbryde«. Da Hanssen Nørre
mølle ikke vilde sige paa Tysk, hvad han vilde tale med en Venstre-
Folketingsmand om, fik Hansen-Stavnsbjerg ikke mere at vide og
tilføjede: men jeg kunde tænke mig, at det var Spørgsmaalet om