177 / 234
174
et mindre Værelse, hvori Bestyreren af Kontoret sad ved Skrive
bordet. Bdgved Kontorerne var Opholdsrummet for de Abejds-
søgende. Fra Kontorerne gik der noget i Retning af en Løbebro
tværs over det Rum, hvor de arbejdssøgende Havnearbejdere op
holdt sig. Vi saa ikke alle tolv Kontorer. Der blev sagt os, at de
var omtrent ens indrettede. Der var 20— 30 Arbejdssøgende ved
hvert Kontor, blev der sagt. Det traf sig saa heldigt, at en Mand
fra et Skib, der havde Brug for Arbejdere, kom for at hverve Ar
bejdere straks efter, at vi af Lederen af Kontoret havde faaet For
klaring paa, hvorledes Anvisningen foregik, og vi fik da Lov til at
overvære denne. Den paagældende Repræsentant for Skibet gik sam
men med Lederen af Kontoret, min Søn og mig ind paa den nævnte
Løbebro, hvor de Arbejdssøgende sad paa begge Sider. De rejste
sig straks op og vendte sig imod ham, der søgte Arbejdere, idet
de samtidig trak op af Vestelommen et lille Hefte, som de rakte
op imod ham. Han skulde kun have 7— 8 Arbejdere. Han tog de
nævnte Hefter, saa i dem, stak nogen af dem i Lommen, og gav
vedkommende Arbejdssøgende Besked paa, hvor og hvad Klokke
slet de skulde møde ved Skibet. Men nogen gav han tilbage og
rystede samtidig paa Hovedet. Da det var besørget, forsvandt han,
og vi gik ind i Kontoret sammen med Lederen. Jeg spurgte ham,
hvad det var for Hefter, de rakte op til ham, der vilde have Arbej
derne, og Lederen svarede: Det er de Arbejdssøgendes »Quittungs-
kart«. Paa min Anmodning forklarede han nærmere, at det paa
gældende »Quittungskart« var et lille Hefte, der paa hver Side
var inddelt med Datoer for en Uges seks Arbejdsdage. Arbejds
giverne skulde paaklæbe et Mærke for hver Dag, de var i Arbejde.
Naar der var for mange Huller i Heftet, det vil sige, mange Datoer
for hvilke der ikke var paaklæbet Mærker, var Arbejdsgiveren ikke
saa tilbøjelig til at antage Vedkommende. Arbejdsgiveren tog det
som et Udtryk for, at vedkommende Arbejder ikke var saa dygtig,
som ønskeligt var. Naar der var Arbejdere nok, der søgte Arbejde,
foretrak Arbejdsgiverne dem, der havde haft mest stadigt Arbejde.
De omhandlede Mærker angav det Bidrag, som Arbejdsgiveren skulde
betale til Arbejdsløshedsforsikringen. Set fra Arbejdsgivernes Syns
punkt var dette vel en berettiget Fremgangsmaade, men set fra de
Arbejdssøgendes Synspunkt var det let forstaaeligt en Fremgangs
maade, der ikke var i Kurs. Jeg forstod efter dette, hvorfor Arbejder
repræsentanterne i Invaliditets- og Alderdomsforsikringskommis