178 / 234
175
sionen var Modstandere af at paalægge Arbejdsgiverne at yde
Bidrag til Arbejdsløshedsforsikringen, i hvert Fald under denne
Form med Opklæbning af Mærker i en Arbejdsbog, som Arbejderne
skulde møde med, og dette blev da heller ikke gennemført i Kom
missionen. Ogsaa Besøget i Hamborg paa de derværende Arbejds
anvisningskontorer var udbytterigt for mig. Ved Ankomsten til Ho
tellet, hvor min Søn og jeg skulde overnatte, skete der det pudsige,
at Portieren ikke kunde finde mit Navn i Protokollen. Jeg opgav
selvfølgelig min Titel som Arbejdsanvisningsdirektør, men min Søn,
som ganske vist saa Protokollen omvendt, pegede paa Navnet. Det
viste sig, at Konsulatet havde opgivet Titlen som forhenværende
Indenrigsminister, og dermed var Sagen jo i Orden.
Tidlig næste Morgen gik Rejsen videre til Kiel. Paa Jernbane
terrænet ved Hamborg saa jeg en Flok kvindelige Arbejdere med
Skovle paa Nakken, de skulde aabenbart i Arbejde paa Terrænet.
Det var altsaa ikke alene paa Post-, Telegraf- og Jernbanekontorer,
der var ansat kvindelige Funktionærer, — saavel i Berlin som i
andre Byer gjorde Kvinder ogsaa Tjeneste som Konduktører ved
Sporvognene — men ogsaa ved noget saa praktisk som ved Udbed
ring af Jernbanenettet. Ankommen til Kiel opsøgte jeg selvfølgelig
den forannævnte Regierungsrat Hansen, der tog meget elskværdigt
imod min Søn og mig. Vi havde paa Hotellet i Hamborg faaet ud
leveret Ernæringskort for den Dag, vi rejste, men det viste sig, at
disse ikke gjaldt i Kiel, og da det ikke var Meningen at blive i
Kiel Natten over, kunde der ikke faas Ernæringskort for den paa
gældende Dag. Dette klarede Hansen paa den Maade, at han ind
bød os til at spise Frokost sammen med ham. I Kiel var der ikke
noget nyt at se for Arbejdsanvisningens Vedkommende, den var
der ordnet paa samme Maade omend i mindre Omfang som i Ham
borg og Berlin. Regierungsrat Hansen havde Lyst til at vise os
nogle af Byens Seværdigheder. Allerede medens vi spiste Frokost
i en Restaurant, som havde en aaben Plads foran sig, noget i Ret
ning af et Torv, kom der en Flok unge Mænd i Drejlstøj, der holdt
Øvelser paa Pladsen. Det var aabenbart indkaldte Rekrutter, som
vi kalder dem her i Landet, der skulde opøves som Soldater. Straks
da de kom ind paa Pladsen, sagde Hansen med en vis Stolthed:
»Kan De se, vi har Unge endnu, der kan gøre Tjeneste som Soldater
i den tyske Hær.« Vi gik efter Frokosten en Tur gennem Byen, og
Hansen viste med Stolthed udover den store Havn med de mange