173 / 234
170
dog ikke et »Kurérpas«, saa jeg slap ikke for det strenge Toldefter
syn, som ogsaa dengang var indført, saavel for Indrejse som Ud
rejse til og fra Tyskland. Det lykkedes for mig at faa min Søn,
der dengang laa til Tjeneste som Løjtnant ved Sikringsstyrken, med
som Ledsager. Han var bedre hjemme i det tyske Sprog end jeg.
Han havde nemlig en Sommer været paa en Gaard i Hannover for
at lære Landbrug og kunde uden Vanskelighed konversere paa Tysk.
Han kunde dog ikke faa udenrigsministerielt Pas, men maatte rejse
paa almindeligt Politipas. Ved Samtaler i det tyske Konsulat i
København gik den tyske Konsul ind paa at paategne Passet. Vi
rejste direkte til Berlin og fik uden Vanskelighed Lov til at passere
Toldeftersynet ved Grænsen, men det var meget grundigt. Som et
Vidnesbyrd om Grundigheden kan nævnes, at en Fyldepen, jeg
havde i Vestelommen, blev skruet op og Blækket hældt ud af
Beholderen. Det kunde jo nemlig tænkes, at der i Stedet for Blæk
sad et sammenfoldet Silkepapir, der indeholdt noget skriftligt, som
ikke kunde faa Lov at passere. Et Par Cigarer, som jeg havde i
samme Lomme, blev skaaret igennem paa langs for at undersøge
ogsaa deres Indhold. De var jo ubrugelige som Cigarer efter den
Behandling, men jeg lagde Mærke til, at den paagældende Told
betjent forsigtigt lagde dem over paa en Hylde bag Skranken, de
kunde jo nok gøre Tjeneste som Røgtobak i en Pibe. jeg slap for
at komme helt af Tøjet, eller rettere, jeg beholdt Skjorten paa, og
vedkommende Toldembedsmand fornam over hele Kroppen, om der
skulde være skjult Dokumenter. For min Søns Vedkommende blev
Toldeftersynet foretaget saa indgaaende, saa han endogsaa maatte
have Støvlerne af, for at de kunde undersøge, om der maaske var
skjult noget i Støvlerne. Det slap jeg dog for. Vi kom til Berlin
ved Midnatstid. Vi fik uden Vanskelighed en Droske ved Bane-
gaarden og kørte op til det Hotel, hvor jeg havde faaet at vide, at
Hanssen Nørremølle boede, naar han deltog i Møderne i den tyske
Rigsdag. Desværre var der ingen Plads paa dette Hotel, men Por
tieren viste os hen til et nærliggende, mindre Hotel, hvor vi fik
anvist to Værelser. Næste Dag, der var en Søndag, begav min Søn
og jeg os til det Hotel, hvor Hanssen Nørremølle boede. Der blev
straks sagt os, at Hanssen Nørremølle var paa Hotellet, og de
gjorde sig megen Flid med at finde ham, men kom tilbage og sagde,
at de ikke kunde finde ham, han var dog ikke rejst, da hans Tøj
hang der. Jeg skrev da paa et Visitkort, at jeg var i Berlin, og hvil