174 / 234
171
ket Hotel jeg boede paa. Min Søn og jeg gik tilbage til Hotellet,
og i Løbet af en Times Tid indfandt Hanssen Nørremølle sig her.
Han fortalte mig da, at det var rigtigt, som hans Svoger havde
sagt, at det var Spørgsmaalet om de Hjemløses indkaldelse til
Militærtjeneste, der var Anledningen til hans Ønske om at tale
med en Folketingsmand af Venstre, og han var meget taknemmelig
for, at det var en tidligere Indenrigsminister, der var kommen der
ned for at drøfte det paagældende Spørgsmaal med ham. Det var
rigtigt, at der var Tale om at indkalde de Hjemløse i Nordslesvig til
tysk Militærtjeneste. Han havde talt saavel med den tyske Inden
rigsminister som den tyske Forsvarsminister om Sagen. De havde
begge indrømmet, at det ikke spillede nogen større Rolle, om de
fik de Par hundrede Hjemløse, der var i Nordslesvig. Indenrigs
ministeren havde endda tilføjet, at han godt vidste, at der var haardt
Brug for dem som Hjælp ved de Landbrugsbedrifter, de væsentligst
var beskæftiget ved, men saavel Indenrigsministeren som Forsvars
ministeren gjorde opmærksom paa, at de ikke kunde lave en Und
tagelse for de Hjemløse i Nordslesvig. Der var jo mange andre
Hjemløse i det store, tyske Rige, og disse var man nødt til at ind
kalde. Den tyske Indenrigsminister sagde da til H. P. Hanssen:
»Men De kan jo sørge for, at de Hjemløse faar dansk Indfødsret,
saa har vi ingen Ret til at indkalde dem.« H. P. Hanssen gjorde
Indenrigsministeren opmærksom paa, at i Følge den danske Grund
lov kunde ingen faa Indfødsret i Danmark uden ved Lov, hvortil
Indenrigsministeren svarede: »Jamen, saa maa De sørge for, at der
bliver vedtaget en Lov derom.«
Hanssen Nørremølle fortalte os, at Landdagsmand Nis Nissen, der
laa i Felten, var kommen til Berlin, fordi der var Landdagsmøde,
og at Grunden til, at vi ikke kunde finde ham paa Hotellet, var den,
at han og Nis Nissen havde skjult sig — bag et Skærmbrædt —
for at tale uforstyrret sammen. De havde aftalt at spise Frokost
sammen paa en nærmere bestemt Restaurant, saa nu var han nødt til
at gaa, men spurgte min Søn og mig, om vi ikke vilde gaa med
til denne Restaurant, da vi jo alligevel skulde have Mad. Derved fik
vi Lejlighed til ogsaa at hilse paa Landdagsmand Nissen, og vi sad
sammen og spiste ved et lille Bord, hvor der ikke sad andre, saa
vi uden at genere os kunde tale Dansk sammen. Efter Frokosten
foreslog H. P. Hanssen, at vi skulde køre en Tur i det prægtige
Solskinsvejr, som det var en Dag i Slutningen af Januar 1916, for