176 / 234
173
der stod i Spidsen for Arbejdsanvisningen, og hvis Navn jeg havde
faaet opgivet af den førnævnte Regierungsrat Hansen i Kiel. For
at begynde øverst oppe: i en lang Sal sad der ved et langt Bord op
imod Vinduerne en Mængde — vist 20— 30 — Syersker der hver
havde en Symaskine foran sig. Jeg fik at vide, at Kvinder, der søgte
Arbejde, blev spurgt, om de kunde sy paa Maskine, og hvis de
svarede Ja hertil, kunde de straks faa Arbejde. Alle Symaskinerne
blev drevet ved elektrisk Kraft, Tøjet var tilskaaret, det var væsent
lig Drejlstøj, der syedes, saa der hørte ikke megen Kunst til for at
sy det. Eller for at nævne et andet Træk: Vi kom ind i et forholds
vis stort Rum, hvor der arbejdedes med Udrustningsgenstande til
Soldater i Felten. Jeg lagde bl. a. Mærke til, at der lavedes lange
Lærredsremme, vel et Par Alen lange eller mere. Jeg tillod mig at
spørge den Dame, der viste for i det paagældende Arbejdsrum, hvad
disse Strimler skulde bruges til. Hun tog en af Remmene, hængte den
om sin Hals, og viste mig, at der paa de nedhængende Ender var
en Mængde smaa Rum, som man kunde stikke en Finger ind i,
idet hun forklarede, at Soldaterne, naar de kom ud i forreste Linie,
ikke kunde have Patroner nok i deres Patrontaske, og saa fik de
en af disse Remme, hvor de smaa Huller var fyldt med Patroner.
Da hun havde fortalt dette, sagde hun til Chefen for Arbejds
anvisningen: »Det havde jeg maaske ikke Lov til at fortælle til
en Udlænding.« Men Chefen svarede smilende: »Det kan saamænd
ikke gøre noget.« Det maa indrømmes, at Arbejdsanvisningen i
Berlin var ualmindelig godt ordnet. Den var selvfølgelig præget af
Krigssituationen; men det er jo et Vidnesbyrd om den praktiske
Sans, der præger alt, hvad Tyskerne foretager sig, de forstaar at
tilpasse Institutionerne efter det praktiske Liv.
Fra Berlin gik Turen til Hamborg, hvor min Søn og jeg kom ved
Middagstid. Vi kørte straks op til det danske Konsulat, der elsk
værdigt ordnede alt, baade med Hotel og med at bese Arbejds
anvisningskontorerne. Konsulatet telefonerede straks til Hotellet og
bestilte Værelser. Droskekusken kørte med Kufferterne til det paa
gældende Hotel, medens vi straks gik i Gang med at se paa Ar
bejdsanvisningen i Hamborg. Det var som før nævnt særlig Anvis
ningen af Arbejdere til de mange Skibe i Havnen, der interesserede
os. Det viste sig, at der i det hele var tolv Arbejdsanvisningskontorer,
der havde Lokaler umiddelbart ved Kajerne. De var omtrent ens
indrettede: Man kom ind i et Slags Forkontor, og bagved var der