172 / 234
169
de saakaldte Hjemløse, han gerne vilde drøfte. Hansen-Stavnsbjerg
havde hørt noget om, at der skulde være Tale om, at disse ogsaa
skulde indkaldes til tysk Militærtjeneste. Der var Enighed om, at
vi burde imødekomme Hanssen Nørremølles Ønske. Det gjaldt
blot om at finde en plausibel Begrundelse. Det kunde selvfølgelig
ikke gaa an at angive Hanssen Nørremølles Ønske som Begrundelse,
naar der skulde være Tale om Indrejsetilladelse til Tyskland. Jeg
kom da til at tænke paa, at der engang var en Mand fra Kiel,
Regierungsrat, der havde det meget danske Navn Hansen, som i
min Indenrigsministertid havde været i København og holdt Fore
drag i »Dansk Forening for social Oplysning« om den sociale Lov
givning i Tyskland. Det var jo inden Invaliditets- og Alderdoms
forsikringskommissionen havde afsluttet sit Arbejde. Samme Hansen
havde ogsaa Tilsynet med Arbejdsanvisningen i Slesvig og Holsten
m. m. under sig. Han kunde saa meget Dansk, saa han holdt sit
Foredrag paa Dansk, og jeg var selvfølgelig til Stede og hørte paa
det. Bagefter indbød jeg ham til at besøge mig i Ministeriet, hvilket
han følte sig meget beæret af. Jeg havde for Resten ogsaa meget
Udbytte af min Samtale med ham. Den tyske Sociallovgivning havde
som før nævnt megen Interesse for mig som Formand for den
nævnte Kommission. Da jeg var gaaet af som Indenrigsminister
og var blevet udnævnt til Arbejdsanvisningsdirektør, modtog jeg
Brev fra ham, hvori han meddelte, at der i Sommeren 1914 vilde
blive indbudt til en europæisk Kongres i Buda-Pest, og han haabede,
at jeg, naar jeg fik Indbydelsen til Kongressen, vilde lægge Vejen
om ad Kiel. Saa kunde vi følges ad til Buda-Pest, men gøre en Dags
Ophold i Berlin, hvor han vilde vise mig, hvordan Arbejdsanvis
ningen var ordnet i denne store By. Den nævnte Arbejdsanvisnings
kongres i Buda-Pest blev ikke til noget paa Grund af Krigen, men
det kunde godt have sin store Interesse for mig at se, hvordan Ar
bejdsanvisningen var ordnet, ikke alene i Berlin, men ogsaa
andre Steder i Tyskland, og da navnlig i Hamborg med dens
store Skibsfart. Dette sagde jeg lidt om i det forannævnte Møde i
Venstrereformpartiet, og man var straks enige om, at dette var til
strækkelig Anledning til, at jeg søgte Tilladelse til en Rejse til
Tyskland. Jeg talte med Indenrigsminister Ove Rode om Sagen,
og han var enig med mig i, at det kunde have stor Betydning for
mig, ikke mindst nu under Krigen, at se paa Arbejdsanvisningen i
Tyskland. Han udvirkede, at jeg fik Pas fra Udenrigsministeriet,