184 / 234
181
anvisning og Arbejdsløshedsforsikring; dette blev senere gennem
ført af Krag, der blev Indenrigsminister efter Sigurd Bergs Død.
Jeg gjorde allerede da opmærksom paa, at det efter min Mening
vilde være det heldigste, at saavel Arbejdsanvisningen som Arbejds
løshedsforsikringen blev samlet under een Mand, da de to Sager i
saa høj Grad havde Forbindelse med hinanden. Jeg havde paa det
Tidspunkt set i Bladene, at der var et Arbejde i Gang for at lave
en Arbejdsløshedskasse, beregnet særlig for Landarbejdere, og be
nyttede Lejligheden til at sige, navnlig til Arbejdsløshedsinspektør
Frøken Black, at hun nu burde sørge for, at der i den Vedtægt, der
skulde gælde for den ny Arbejdsløshedskasse, kom en Bestemmelse
om, at der ikke kunde udbetales Arbejdsløshedsunderstøttelse til
nogen Arbejdsløs i Tiden fra 1. November til 1. April. Frøken Black
var lige ved at gaa bagover i Stolen, hvor hun sad, af lutter For
bavselse. »Det er jo den Tid,« sagde hun, »hvor Landarbejderne har
mest Trang for Arbejdsløshedsunderstøttelse. Hvordan begrunder De
Deres Standpunkt, der gaar ud paa, at de ikke skal have Under
støttelse i den Tid, hvor de trænger haardest dertil?« Jeg forklarede
hende saa, at det vilde være heldigst for de fleste, der arbejdede
ved Landbrug, at de fik Helaarsfæste, og at de, der ikke ønskede
Helaarspladser, fordi de ved løst Arbejde kunde tjene mere i Som-
mermaanedeme, indsaa Nødvendigheden af at lægge noget til Side,
saa de kunde leve deraf om Vinteren, hvor de kun kunde paaregne
at faa Arbejde i Ny og Næ. Jeg henviste i saa Henseende til, at der
i den saakaldte »Kristelige Arbejdsløshedskasse« fandtes Bestem
melser om, at Landhaandværkere ikke kunde faa Understøttelse i
de tre Maaneder af Vinteren, hvori der som Regel ikke kunde arbej
des paa Grund af Vejrliget. Jeg vidste, at de paagældende Bestem
melser havde virket særdeles tilfredsstillende, og at de paagældende
Haandværkere i stor Udstrækning tog andet Arbejde i den Tid, de
ingen Understøttelse havde Ret til. Det ansaa jeg for en Fordel,
ogsaa for Landarbejdere, og saa var de ikke nødt til at opgive Ind
tægten, de maaske havde haft ved tilfældigt Arbejde om Vinteren.
Hvis de derimod var saa uheldige at gaa ledige i længere Tid i Som-
mermaanederne, for Eksempel mere end seks Dage, der var den
sædvanlige »Karenstid« i andre Arbejdsløshedskasser, syntes jeg,
at det var rimeligt, at de havde Ret til Understøttelse. Den paagæl
dende Bestemmelse blev dog ikke gennemført i den for Landarbej-
demes Arbejdsløshedskasse stadfæstede Vedtægt. Naar man har