183 / 234
180
havde haft bedre Held med sig hos enkelte andre Hjemløse, der jo
bagefter var kede af, at de ikke havde forlangt skriftligt Bevis for,
at det var rigtigt med Indkaldelsesordren.« Jeg fortalte selvfølgelig,
at det i Virkeligheden var H. P. Hanssen Nørremølle, der havde
foranlediget, at de Hjemløse blev fri for at gøre tysk Militær
tjeneste, og hvorfor det var trukket i Langdrag med Gennemførelsen
af Sagen.
Som før nævnt, blev jeg som Arbejdsanvisningsdirektør indbudt
til Deltagelse i flere Møder, ikke mindst af Arbejderne. Jeg husker
saaledes et Møde i København, hvortil kun var indbudt Arbejdsløse.
Ved dette Møde blev der bl. a. holdt et Foredrag af en Arbejder
om Indførelse af »Bedriftsraad«. Han var, ligesom forøvrigt mange
af Arbejderne, meget veltalende. Han var aabenbart Arbejder paa
en større Fabrik og altsaa ikke arbejdsløs for Tiden. Han fortalte
bl. a.: »Naar man arbejder i en større Virksomhed, og det bliver
henimod Fyraften, lister man sig til at se paa sit Ur.« Han tog sit
Ur op af Lommen for at illustrere det, han sagde, keg paa det, og
stak det i Lommen igen og fortsatte sit Foredrag: »Man kigger om
kring i Fabrikken, og hvis Værkføreren ikke er i Nærheden, begynder
man at knappe sit Arbejdstøj op for at kunne smide det, saa snart
Fabriksfløjten lyder, sætter sig paa sin Cykle og skynder sig bort.
Er man saa heldig, som jeg er, at have en Kolonihave, tager man
ikke hjem, men i Kolonihaven. Der slider man med Spade, Skuffe
jern og Rive uden at se til Uret, men naar det begynder at mørkne,
ser man op og er forbavset over, at Solen allerede er gaaet ned.
Saa hurtigt gaar Tiden, naar det er ens eget, man arbejder med.«
Dette overførte han paa Bedriftsraadsinstitutionen: »naar vi faar
Bedriftsraad indført, betyder det i Virkeligheden, at Arbejderne
føler, det er deres eget, de arbejder paa. Det er det, der skal op-
naas ved Indførelsen af Bedriftsraad.«
Krigssituationen medførte, at forskellige Ændringer i Loven om
Arbejdsanvisning var ønskelig, og jeg fik Indenrigsministerens Be
myndigelse til at indkalde enkelte Arbejdere til Drøftelse af de
Forandringer, der ansaas for paakrævede. Under det Venstremini-
sterium, der kom efter »Generalstrejken« i 1920, og hvori Sigurd
Berg sad som Indenrigsminister, blev jeg kaldt op til Konference
i Indenrigsministeriet sammen med den daværende Arbejdsløsheds
inspektør, Frøken Black. Man var i Indenrigsministeriet begyndt
paa Tilrettelægning af Arbejdet med det ny Lovforslag om Arbejds