45 / 234
42
tryk, at Kongen saa jævnt og ligetil kom med sin Bemærkning om,
at han var en gammel Mand.
Den gamle Professor Amberg viste Finansudvalget rundt og fore
viste og forklarede de forskellige Tilbygninger til Domkirken, det
havde ikke været noget let Arbejde at faa de ny Sten til at svare
til de gamle. Professoren forklarede, hvordan de havde slaaet med
en Hammer paa den Ende eller Side af Stenene, der skulde vende
udad, for at de ny Sten ikke skulde være alt for afstikkende over
for de gamle. »Jeg hører nok, man siger,« forklarede Amberg vi
dere, »at Farven ikke er helt ens, men om et Par hundrede Aar
skal d’Herrer se, at Farven i Tilbygningen falder udmærket sam
men med den gamle.« Naturligvis benyttede Finansudvalget Lejlig
heden til at se navnlig paa Set. Cathrinekirken, der ogsaa i høj
Grad trængte til Reparation, og paa Havnen, som havde alt for ringe
Dybde til, at større Skibe kunde gaa ind i den.
Da Christian den Niende døde den 29. Januar 1906, var vi i
Folketinget ikke naaet til Ende med Finanslovens anden Behand
ling. Jeg var, som Ordfører, midt i en Forklaring af en forhøjet
Bevilling til Tandlægeskolens Udvidelse og Omordning. Finansud
valget foreslog i stor Enighed, at den forøgede Bevilling skulde ned
sættes til det sædvanlige Beløb. Der havde været nedsat et Udvalg
til Behandling af Tandlægeskolens Forhold, og det fremgik af det
tes Betænkning, som var omdelt til alle Tingets Medlemmer, at man
mente, der blev for mange Tandlæger efter Behovet. Det fremgik
endvidere af Betænkningen, at man paatænkte at indføre Studenter
eksamen som Adgangsbetingelse til Tandlægeskolen. Hele dette
Spørgsmaal mente Finansudvalget burde være Genstand for særlig
Lovgivning og nærmere Overvejelse. Midt i denne Udvikling af
Spørgsmaalet om Tandlægeskolen kunde jeg ikke undgaa at lægge
Mærke til, at Medlemmerne i Salen, der havde hørt opmærksomt
paa min Udvikling, forlod deres Pladser, talte sammen indbyrdes,
og var et Par Gange oppe ved Formandsstolen for at tale med For
manden. Jeg var aabenbart den eneste i Salen, der ikke havde no
gen Anelse om, at Kong Christian den Niende var død. Saa kom
Lars Dinesen hen til mig bagfra, trak i min Frakke og sagde: »Du
kommer til at holde op.« Det løb mig ligefrem koldt ned ad Ryg
gen. Det for igennem mig, at jeg maaske uden at vide det stod
og sagde noget Sludder. Men saa sagde Formanden: »Er det ærede
Medlem nær ved Afslutningen af sin Tale?« Jeg svarede, at det