40 / 234
37
Hovedopgave ved Siden af de Reformopgaver, som det ogsaa søger
at løse. Det maa man ikke være blind for, at der er en Mulighed
for, at der endnu kan være en Dyst at tage angaaende Forfatnin
gen. Der sidder oppe i den priviligerede Valgrets Ting endnu et
Flertal, som ere anført af den Mand, hvis Navn er uløseligt knyt
tet til den golde Forfatnings Konflikt, og dette Flertal kan rejse
en Forfatningskonflikt igen. Jeg tænker mig det ikke som en Mulig
hed, og en saadan foreligger sikkert heller ikke, at dette Lands
tingsflertal skulde rejse en aabenlys Forfatningskonflikt, men man
kan jo meget godt tale om Kirkereform, Retsreform og Skatte
reform og alligevel mene Forfatningen. Overfor denne Fare, der
ligger som en Mulighed, er dette Ting og det høje Ministerium
naturlige Forbundsfæller, og det er i vor Interesse at gøre Mini
steriet saa stærkt som muligt, men vi føler os ogsaa forvissede
om, at Ministeriet vil søge sin Styrke her i den almindelige Valg
rets Ting og ikke bøje sig for Interesser, som ere dette fremmede,
for at den endelige Sejr, hvis der skulde blive rejst en Kamp, kan
blive en fuldstændig Sejr for dette Tings Opfattelse af Grund
loven.«
Ved Slutningen af anden Behandling havde jeg Lejlighed til at
give Tilslutning til Zahles Udtalelse, idet jeg om Behandlings-
maaden i Finansudvalget bl. a. sagde, »at ligesom det er ubestride
ligt, at Venstre har vundet sin Styrke ved Hævdelse af Folketingets
Bevillingsret, er det ogsaa saaledes, at skal denne Styrke bevares
og udvikles under det ny System, skal det ikke ske paa den Maade,
at man kritikløst følger sin Regering. Man skal selvfølgelig ikke
øve en Kritik, som den man øvede og maatte øve overfor en Rege
ring, der ikke havde Venstres Tillid. Men det er givet, at skal
vi naa til at kunne sige, naar Finansloven efter tredie Behandling
forlader Tinget, at det ikke alene er Venstres Regerings, men ogsaa
Folketingets Finanslov, maa vi gennem Drøftelse, dels i Udvalget
og dels i Tinget, af de enkelte Spørgsmaal tilegne os disse, saa
vi faar en Overbevisning om, at den Maade, de er løste paa i Finans
loven, er den rigtige, og en saadan, at Vedtagelserne ikke blot ere
pro forma Vedtagelser, men Vedtagelser, som virkelig er begrun
dede i Kraft af Drøftelser af de enkelte Spørgsmaal. Ud fra denne
Betragtning tror jeg ingenlunde, at Regeringens enkelte Medlem
mer, ej heller dette Tings Medlemmer, skulde studse over eller
føle sig skuffede ved, at der paa enkelte mindre Spørgsmaal kan