35 / 234
32
Jungersen, men han sagde straks: »Det kan ikke lade sig gøre, for
det er allerede bestemt, hvem der skal have Pladsen, det bliver
Oskar Andersen.«
Det var i det hele taget ikke saa let med de Hverv, man som Ord
fører fik at besørge hos de forskellige Ministre. Jeg husker saa-
ledes, at der paa Tillægsbevillingsloven var stillet Forslag om meget
store Bevillinger til forskellige Istandsættelser ved de kongelige
Slotte. Indenfor Venstrereformpartiet var vi meget kede af disse
Forslag, og det blev paalagt mig at tale med Christopher Hage, som
foruden Finansminister fungerede som Minister for offentlige Ar
bejder, og fortælle ham, at vi gerne vilde være fri for disse Bevil
linger, da vi vidste, at Socialdemokraterne vilde angribe os, fordi
vi saa glat gik med til Bevillinger til Udbedring af de kongelige
Slotte. Det vilde ikke være sket under noget Højreministerium,
vilde de sige, naar Sagen kom til Behandling i Tinget. Ministeren
tog meget forstaaende paa mine Bemærkninger og sagde, at han
ikke havde noget imod, at vi ikke gik med til disse Bevillinger. Kun
en af Bevillingerne vilde han nødig se os gaa imod, den angik
Istandsættelse af Ridehuset i Tilbygningen til Christiansborg. »Den
gamle Konge, Christian den Niende, rider hver Dag i Ridehuset
om Vinteren, og det generer ham, naar Luften er bleven opvarmet,
at det begynder at dryppe ned fra Loftet. Nu har Arkitekten fundet
paa noget med Luftfornyelse, som skulde kunne forhindre det gene
rende Dryp fra Loftet, og jeg har lovet Kongen, at jeg skulde for
søge at faa den fornødne Bevilling til Foretagelse af de af Arki
tekten foreslaaede Forandringer.« I Finansudvalgets Møde refererede
jeg min Samtale med Christopher Hage og til min og de øvrige
Finansudvalgsmedlemmers Overraskelse, sagde K.M.Klausen straks:
»Det Forslag skal vi gerne gaa med til.« Det hjalp maaske noget,
at jeg kunde sige, at de øvrige Istandsættelsesbevillinger vilde vi
fra Venstrereformpartiets Side ikke gaa med til. Mindre Held havde
jeg en Gang med en Henvendelse til I. C. Christensen om at blive
fri for en Bevilling paa nogle faa hundrede Kroner til en Professor,
der skulde deltage i en Konference i Rom. Det var ikke Bevillin
gens Størrelse, der voldte os Vanskelighed, men derimod, at der
tidligere var blevet kritiseret over, at Ministeriet brugte saadanne
Bevillinger til at skaffe Videnskabsmænd og Kunstnere en gratis
Udenlandsrejse. I. C. Christensen sagde med det samme: »Den
Bevilling er jeg nødt til at skulle have.« Dette Svar refererede jeg,