KøbenhavnskeBoligtyper

fra staten, men disse tilskud maatte i mange tilfælde forhøjes helt

op til 40 pCt. I aarene 1917—22 havde denne støtte en meget

tilfældig karakter med smaa og kortvarige bevillinger, men i 1922

kom der ved statsboligfondsloven system i den offentlige støtte.

I de 5 aar, den første statsboliglov gjald t, blev der ydet laan a f

staten indtil 40 pCt. mod kommunegaranti, placeret indtil 85 pCt.

undtagelsesvis 90 pCt. a f anlægssummen. Loven udløb 1928, men

efter en pause fulgte i 1933 en ny, treaarig lov med lidt skærpede

vilkaar.

Under de to statsboligfondslove er der ialt ydet ca. 9000 laan

paa tilsammen 140 millioner kr., svarende til boligforetagender

med tilsammen ca. 35000 lejligheder.

Dette lovgivningssystem medførte en vidtstrakt regulering og

kontrol fra det offentliges side og fremtvang ganske bestemte

organisationsformer for byggeriet, som igen fik stor indflydelse

paa byggeriets udformning, først og fremmest paa

størrelsen

a f de

bebyggelser, der blev gennemført. Den klassicistiske storkarré

opstod som den mest dominerende foreteelse i disse aars bygge

historie, karréen med randbebyggelsen omkring den store aabne

gaard eller park, som man kunde tillade sig at lade ubebygget

fordi grundprisen a f kommunen, som forudsætning for statslaanet,

blev holdt nede paa førkrigsniveau.

De aabne bebyggelser er det største, maaske ogsaa eneste gode,

det offentlige tilførte byggeriets

udformning

i disse aar. Med hensyn

til selve plantyperne har den offentlige kontrol sikkert virket

hæmmende. Ganske vist krævede tidens klassicistiske formideal

den regelmæssigt opdelte, meget lidt varierede plan, men naar

typedannelsen er blevet saa stereotyp i disse aar,

saa

stereotyp, at

man i disse boligbebyggelser, der har et omfang, der svarer til

indbyggerantallet i Aarhus, praktisk talt kun finder

fire

typevari

anter, hvoraf de to endda indtager 80 pct., skyldes dette sikkert

alligevel mere den offentlige kontrol end det skematiske form

ideal, som jo dog, hvad Steen Eiler Rasmussens plansamling

ogsaa viser, giver adskillige planmuligheder. Man vidste paa for-

haand at visse plantyper vandt bifald hos myndighederne og

man indlod sig derfor nødig paa experimenter, der kunde for

sinke og vanskeliggøre, maaske helt umuliggøre, byggeforetagen

dets gennemførelse. Dette indeholder ikke nogen kritik imod

de mennesker, der administrerede disse omraader, men mod

systemet, som uundgaaeligt fører saadanne tilstande med sig.

Under alle omstændigheder er bebyggelsesmaaden, udstyknings-

formen, den største værdi statsboligfondsperioden har tilført os.

Steen Eiler Rasmussen skriver derom:

Langt den overvejende del af de opførte huse har væretformet som hele sluttede karréer.

Et a f deførste eksempler

—

og maaske det klareste

—

paa denne byggemaade har vi i de a f ar

kitekt Povl Baumann i 1918 for kommunen tegnede karréer ved Struensegade, som tidligere har

været udførligtJbehandlet i Arkitekten (aarg.

X X IV ,

side 4 1), Hver karré er een ejendom, der i

lighed med de ældre københavnske huse har opholdsstuerne mod gaden og køkkener, køkkentrapper

og soveværelser mod gaarden, der rummer de nødvendige cykleskure, bankepladser, skarnkasser og

lign. Gaarden er udpræget „den grimme side“ . Det er meget naturligt i dette tilfælde, hvor

gaarden er mørkere end gaden, men naar man har gennemført det ved karréer, hvor gaarden var

meget bredere end gaden virker det ikke overbevisende. Som eksempel paa, hvorledes man kan

udforme en boligkarré med en smukkere udnyttelse a f gaarden, vil jeg nævne en karré a f den hol

landske arkitekt

. P. Oud, hvor huset med alle de enkelte lejligheder lukker sig om gaard-

Bebyggelsesplanerne

Lukkede karréer