42 / 232
DA HAANDVÆRKERFORENINGEN BLEV TIL
41
der voxede til opimod 500. Men — Interessen holdt sig ikke længe i saa stor
Udstrækning, Medlemstallet gik ned og atter ned. I 1843 var det 257 og i 1847
endda kun 171, skjondt Kontingentet, der krævedes, var beskedent, en Mark
maanedligt. Der manglede efter alt at domme en Fører, en Mand, der med
Myndighed kunde samle Bevægelsen omkring sig. Efter at 40 dertil udsete Med
lemmer den 1, December 1840 havde valgt en provisorisk Bestyrelse og dennes
Forslag til provisoriske Love var vedtaget paa en Generalforsamling den 12, Marts
1841, skulde der „med simpel Pluralitet" vælges 7 Medlemmer til en endelig Be
styrelse og „med absolut Stemmeflerhed" en Formand og Næstformand for den.
Men dette Formandsvalg, der endda forsøgtes to Gange, gav intet Resultat,
hvorfor man maatte ty til den Udvej at lade Repræsentantskabet, som lykkelig
blev valgt, provisorisk udnævne en Formand og Næstformand, der dog begge
kun skulde fungere til en Generalforsamling havde ændret de provisoriske Loves
absolute Stemmeflerhed ved Formandsvalgene til den ellers gjældende almindelige.
Herefter fik Foreningen endelig den 2, Avgust 1841 en paa regelmæssig Maade
valgt Formand, Men nogen Fasthed i Forholdene kom der ikke herved. Formand
kom, og Formand gik; fra 1841 til 1853 havde Foreningen ikke mindre end fem for
holdsvis hurtigt skiftende Formænd, Først da Malermester A, C, Geisler den 11, April
1853 blev sat paa Formandspladsen, kom der storre Sikkerhed i Udviklingen,
Var da Foreningens Stifter Snedkermester Lasenius Kramp ikke et paa For-
haand givet Samlingsmærke? Den forholdsvise Lethed, hvormed han kunde ud
trykke sig baade mundtlig og skriftlig — 1834 havde han endda udgivet en Digt
samling — maa have givet ham en ikke ringe Overvægt over de allerfleste af
Datidens Haandværkere, men synes paa den anden Side ikke at have skaffet
ham nogen absolut Tilslutning, Hans Optræden har sikkert været forbundet
med et paa forskjellige Punkter friere Syn end mange af hans Standsfæller kunde
være med til, og saa kom dertil, at han næppe har lagt Skjul paa, at han stræbte
efter at kunne opgive Slidet paa Værkstedet, hvad der jo ogsaa lykkedes ham,
da han i 1843 havde stiftet Det tekniske Selskab og som Inspektør blev ledende
ved den af Selskabet oprettede Undervisningsanstalt „Teknisk Institut". Paa
lignende Maade har han formentlig tænkt sig stillet ved Haandværkerforeningen.
Da han, ganske selvfølgelig, var bleven Medlem af dens Bestyrelse og Virksom
heden som Sekretær i denne, ogsaa selvfølgelig, var bleven lagt i hans Haand,
gjorde han opmærksom paa, at han ikke i Længden kunde udføre det dermed
forbundne Arbejde, medmindre han fik et Honnorar derfor. Han havde en ung