47 / 232
46
DA HAANDVÆRKERFORENINGEN BLEV TIL
Farligt op, Udkastet manglede jo al Garanti for den rette Hævdelse af „Kjøb-
stædernes særegne Industri og Kjøbstadsborgernes Tarv i det Hele“. Og For
eningen fik i Februar 1849 en Adresse i Stand, der under Navn af „Oldermands-
adressen“ naaede at spille en Rolle; den
blev i Principet tiltraadt af Kjøbenhavns
Kommunalbestyrelse, men — førte alligevel
ikke til Noget. Saa stillede Foreningen sig
da ogsaa afvisende overfor Tidens hele
Frihedsrorelse. Da der efter Grundlovens
Udstedelse skete Henvendelse til den om
at være med i en Tak til Frederik VII for
hans store folkelige Gave, mente den at
maatte svare afslaaende, og det var sikkert
ikke blot, fordi Henvendelsen kom fra to
Foreninger, den flere Gange havde vist, at
den ikke ønskede at arbejde sammen med.
Herefter levede Foreningen i nogle
Aar sit Liv i væsentlig uforstyrret Stilhed.
Treaarskrigen og de af den affødte For
hold lod Lavssporgsmaalet hvile, men dette
Malermester
c.
Tilly.
varede dog kun til en Tid. Kampen for
og imod Lavene, for og imod Nærings
friheden brød løs i 1856, og nu var det Alvor. Haandværkerforeningen droges
med et Ryk ud af den væsentlig passive Ro, den hidtil havde levet i. Rykket
kom, da Malermester A. C. Geisler var Foreningens Formand. Hans Formandstid
bliver derfor af væsentlig Betydning, saa meget mere som Foreningen ogsaa
under hans Formandsskab naaede at faa en Række faste Opgaver, saaledes som
det vil blive vist i det følgende Afsnit,