51 / 232
50
FRA A, C- GEISLERS TID
indtil videre stilles i Bero. Det synes at være blevet en Trossætning, at der
Intet var at gjore, for Lavskommissionen havde afgivet sin Betænkning. Indtil
da skulde Foreningen holde sit Krudt tort, og saa viste det sig desværre, da
Betænkningen efter syv Aars Forløb kom, at Foreningens Krudt ikke var langt
rækkende. Det havde muligvis gaaet bedre, om Geislers Raad var blevet fulgt,
men nu stod han selv, elleve Aar efter, som Foreningens Formand.
Anton Christian Geisler var født i Kjøbenhavn den 13. Februar 1798. Han
var altsaa i 1853 en 55aarig Mand, og den vel ansete Malermester, der siden
1824 havde drevet selvstændig Forretning, var særlig godt anskreven indenfor
sit eget Fag. Han stod her i Spidsen for et betydningsfuldt Foretagende, „De
forenede Malermesteres Farvemølle". Han havde været med, da det opret
tedes (i 1843), og havde siden stadig været den ledende Aand i det; han var
og blev Farvemøllens dygtige Formand fra 1843 til 1875, ligesom han var en
virksom Repræsentant i Understøttelseselskabet „Borgervennen" (1852-83), nu
blev han altsaa ogsaa Formand i Haandværkerforeningen i en endog meget be
væget Tid.
1853 var et Dyrtidsaar. I November udkom der en Lov, der bemyndigede
Kommunalbestyrelserne til ved overordentlig Understøttelse at lindre Dyrtidens
Tryk paa de Uformuende. Foreningen henvendte sig i den Anledning til Kjø
benhavns Kommunalbestyrelse med Anmodning om, at den ved denne Lejlighed
vilde tænke paa den egentlige Middelstand og herved navnlig paa Haandvær
kerne. I en længere Svarskrivelse udviklede imidlertid Kommunalbestyrelsen,
at den var meget betænkelig ved i det Hele at indlade sig paa en extraordinær
Understøttelse, og at i alle Tilfælde Kjøbenhavns Haandværkerstand næppe vilde
have Udsigt til at komme i Betragtning. Man mente derfor ikke at kunne indgaa
paa Foreningens Andragende. Dette havde imidlertid til Følge, at der kom Hjælp
fra en anden Kant. „En hoj Velgjorerinde", d. v. s. Grevinde Danner, sendte For
eningen 300 Rd. med Anmodning om at anvende dem til Bedste for uformuende
og trængende Haandværkere, og nu tog Foreningen fat paa en Indsamling mellem
Lavene, der indbragte henved 800 Rd., saaledes at der i Februar og Marts 1854
kunde uddeles i Alt henved 1100 Rd. Dyrtiden vedblev imidlertid, og som vi
nedenfor skulle se, fik den en skjæbnesvanger Indflydelse paa en anden Sag,
Lavssagen, som nu begyndte at leve op paany.
Den paa Bagermester Sagers Foranledning i 1840 nedsatte Lavskommission
fremkom, som ovenfor nævnt, først efter syv lange Aar med en Betænkning,