50 / 232
FRA A. C. GEISLERS TID
49
gunstig. I dens første Møde efter Generalforsamlingen valgtes han, endog „efter
Formandens Opfordring1 til Sekretær, og da han i sin Tak ikke undlod at betone,
at han modtog Valget „paa de Betingelser, som i Foreningens Budget ere fore-
skrevne“, d. v. s. med en aarlig Løn paa 100 Rd., formede det Hele sig som en
fuldstændig Gjenoprejsning. Den lonnede Sekretær var Medlem af Bestyrelsen.
Saaledes som Bestyrelsen nu var sammensat, vedblev den dog kun et Aar.
Paa Generalforsamlingen den 11, April 1853 ønskede Malermester Tilly ikke
Gjenvalg som Formand- Stemmerne faldt da paa Kobbersmed Fugmann, der
imidlertid undslog sig, og det Samme gjorde Kompasmager Weilbach, der havde
flest Stemmer efter Fugmann, Der blev saa indkaldt en extraordinær General
forsamling til den 27. April 1853, og paa den samledes Stemmerne om Næst
formanden Malermester Geisler som Formand og om Sadelmagermester P. C,
Dinesen som Næstformand. De modtog begge Valget, men Geisler betingede
sig dog Ret til at træde tilbage allerede ved næste Halvaars-Generalforsamling
hvis han ikke mente at kunne overkomme Formandsforretningerne, Men han
blev, blev endog i næsten ti Aar, Haandværkerforeningen var nu for første Gang
inde i en Periode, i hvilken der var Ro om Formandsstillingen og Ro om Se
kretærstillingen, Forholdene ved den sidste bleve nemlig endelig ordnede i
Geislers første Formandsaar, Da Kramp i 1854 skulde paa Omvalg som Besty
relsesmedlem, erklærede han i Bestyrelsens Møde den 18. Marts 1854, at han
ikke ønskede Gjenvalg, men at han var villig til at vedblive som Sekretær, naar
der tilstodes ham Ret til at deltage i alle Diskussioner, selvfølgelig uden nogen
Stemmeret, og herefter stod han i lange Tider som Foreningens trofaste Støtte,
hædret og æret som dens kyndige Sekretær til sit Livs Ende.
At Geisler var Formand paa denne Tid, har sikkert ikke uvæsentlig med
virket til denne lykkelige Slutning paa lang Tids Strid og Kiv. Geisler var ved
Siden af at være en udholdende og støt Arbejder en ærlig og trofast Natur med
et forstandigt Syn paa de Sager, han havde med at gjore. Han saa utvivlsomt
rigtigt, da han i 1842 tilskrev Foreningens Bestyrelse, at den burde udtale sig
om, under hvilke Betingelser Svendes Frimesterskab passende kunde tilraades.
Det var et Punkt, som den nedsatte Lavskommission sandsynligvis vilde skjænke
særdeles Opmærksomhed, det gjaldt derfor om itide at nevtralisere vidtgaaende
Bestræbelser, saaledes at der ikke blev tillagt Sagen storre Betydning, end den
virkelig fortjente. Men Resultatet blev som i en Række andre lignende Tilfælde
en Beslutning om, at der ikke for Tiden skulde foretages Noget, Sagen skulde