70 / 232
KAMPEN FOR ET LOTTERI
69
cession, allerede fremkommer i Oktober 1852, men at Foreningen dog først op-
naar en Koncession i 1857, altsaa et godt Aar efter Sygehjemmet. Justitsmini
steriet stillede sig ikke velvilligt overfor Foreningen, saaledes som vi nu skulle
se af en nærmere Redegjorelse for Sagens Gang. Begyndelsen er, at Urmager
mester J. Øberg i Bestyrelsens Møde den 26. Oktober 1852 fremsætter sit tidligere
nævnte Forslag, som han nærmere motiverer ved at gjore gjældende, at de be
staaende Varelotterier ikke opfyldte deres Formaal at fremme Industrien, Leve
rancen til dem gavnede kun nogle enkelte Industridrivende. Den burde fordeles
paa et storre Antal, og det kunde gjennemføres af en Institution som Haand
værkerforeningen, der yderligere paa bedste Maade kunde sorge for, at det
mulige Overskud anvendtes til velgjorende Ojemed i Favør af Haandværksstanden.
Forslaget slog ojeblikkeligt an i Bestyrelsen, der allerede tre Dage efter i et
Plenarmøde af Bestyrelse og Repræsentantskab forelagde Udkast til et Andra
gende til Justitsministeriet, og ved tre dertil udvalgte Oldermænd, Malermester
Tilly, der var Foreningens Formand, Murmester Kornbech og Kobbersmed
Fugmann, overraktes nu den 15. November 1852 et af 39 Oldermænd underskrevet
Andragende af 29. Oktober til det nævnte Ministerium om en Koncession gjæl
dende for ti Aar.
Der er her handlet med al mulig Hurtighed. Kun vækker det en vis For
undring, at Sagen ikke gaar frem til Foreningens Generalforsamling, men at
Andragendet i Plenarforsamlingen underskrives af de forskjellige Lavs Oldermænd,
skjondt de kun udgjore en Del af Foreningens Repræsentantskab. Men det har
sin Interesse at se, at denne Fremgangsmaade ikke er enestaaende. Paa samme
Maade skete det jo, da Lavskommissionens Betænkning i Begyndelsen af 1848
blev imødegaaet ved „Haandværksstandens Bemærkningerde indsendtes til
Borgerrepræsentationen „af Oldermændene paa Standens Vegne“, medens kun
Bogen, hvori de blev trykte, udgaar „paa Haandværkerforeningens Forlag", og
ganske paa lignende Maade optræder, for at tage endnu et Exempel, den fra
Foreningen i 1849 udgaaede Adresse imod Valgloven ikke som Haandværker
foreningens Adresse, men som en „Oldermandsadresse". Det er, som om For
eningen i visse store Sager vil søge at stille de samlede Oldermænd frem som
en Avtoritet af formentlig storre Betydning end Foreningen selv, og — saa vil
den muligvis ogsaa benytte dem i Sager, der ikke ønskes ind under Foreningens
Generalforsamling, Vi skulle nedenfor se, at der her er Et og Andet, der i alt
Fald peger i Retning heraf for Lotteriets Vegne,