177 / 363
V E T E R IN Æ R S T U D IE T
I
p e r i o d e n
1908—1958 har veterinærundervisningen været gen
stand for ændringer fremkaldt ved de krav, de videnskabelige
fremskridt har stillet, men også foranledigede ved den fundamen
tale ændring, der er sket i den praktiserende dyrlæges arbejds
område, idet hestens sygdomme som en naturlig følge af heste
bestandens formindskelse er trængt i baggrunden, medens kvægets,
svinets og fjerkræets sygdomme dominerer. Levnedsmiddelkon
trollens stigende betydning har medført en forøgelse af undervis
ningen i de herhenhørende discipliner. Disse ændringer har krævet
en pensumforøgelse, da man naturligvis ikke helt kan undlade at
undervise i hestens sygdomme, og da vor viden om de andre
husdyrs sygdomme og deres økonomiske betydning er blevet stærkt
forøget. Studietiden er da også blevet forlænget fra 4 V
2
år (9 se
mestre) til 5 V
2
år (11 semestre).
Dette til trods kunne man godt trænge til en yderligere forlæn
gelse af studietiden, da studieplanen er så „spændt“, at det prak
tisk taget er umuligt yderligere at indlægge blot en enkelt forelæs
ningsrække eller et kursus. Men tidens krav går jo imod forlæn
gelse og kræver snarere en forkortelse af studietiden for de
forskellige studier. N år størstedelen af studenterne imidlertid
frivilligt forlænger studietiden med V
2
år, således at den i øje
blikket må ansættes til 6 år, viser dette tydeligt, hvor „spændt“
planen er. N år forskellige fag er blevet udvidet, og nye fagdisci
pliner har kunnet indsættes, er det da også sket på bekostning af
en nedskæring af timetallet for andre fag.
Pladshensyn tillader kun omtale af de væsentligste ændringer.
Det bemærkes, at den officielle betegnelse „veterinærelev“ er
blevet ændret til „veterinærstuderende".
På 1. del af studiet forelæstes oprindelig „husdyrenes bygning
og liv“ som indledning til det anatomiske fagstudium, og en kort
174