mikken til faget farmakologi og almindelig terapi. Bakteriologi og
parasitologi blev særskilte fag, ligesom kød- og mælkekontrol fik
hver sin forelæsningsrække, og der forelæstes over serologi, som
dog ikke var eksamensfag.
En overgang flyttedes alm. patologi og farmakologi tilbage til
2. del (1937), men allerede 1943 overflyttedes de igen til den svul
mende 3. del, der derfor deltes i afd. A med eksamen efter 2 se
mestre i almindelig patologi, bakteriologi og parasitologi, beslag
lære og farmakologi, afd. B efter yderligere 3 semestre og afd. C
efter 1 semester med bl. a. vagtstuetjeneste. Af senere væsentlige
ændringer skal nævnes, at undervisningen i fysiologi efter i en
lang årrække at have været præget af fællesundervisning for vete
rinærer og landbrugere nu atter gives som ren veterinær under
visning med henblik på de krav, der i nutiden stilles til den stude
rendes og til dyrlægens viden.
Yderligere er tilkommet undervisning i fjerkræsygdomme, og i
1957 er de mindre husdyrs (og pelsdyrenes) sygdomme henlagt
under et særligt professorat. Til undervisningen i fødselshjælp
(obstetrik og gynækologi) er knyttet kursus og eksamen i artificiel
insemination, og undervisningen i praktisk kødkontrol er blevet
betydeligt udvidet, ligesom der holdes kursus i mælkekontrol med
særlig eksamen. Det skal nævnes, at hovedkarakteren 3. karakter
er bortfaldet og beståelseskvotienten hævet til 4.50 (2. karakter).
I fremtiden må der i øget grad også tages hensyn til den almin
delige husdyrhygiejne og til sygdomsforebyggelse, ligesom det
ville være ønskeligt, om der kunne gives et elementært kursus i
røntgendiagnostik, og mange andre ønsker kunne opstilles. Der er
derfor ingen tvivl om, at der også i den undervisningsplan, hvorpå
der arbejdes, vil blive fagtrængsel og mangel på timer, da forhol
dene er således, at det kun er lidet, der kan overspringes af gam
mel viden, og den nye tids forskningsresultater må nødvendigvis
meddeles studenterne, såfremt Højskolen skal kunne bevare sin
position, og dyrlægerne skal kunne tilfredsstille de krav, samfun
det med rette kan stille til dem, der har fået deres uddannelse på
dets bekostning.
A. Møller-Sørensen.
176