76 / 363
HØ JSKOLENS LEDELSE
K
o m m is s io n s b e t æ n k n in g e n
af 27. juli 1855 fremhæver, at grund
trækkene i Højskolens ledelse bør være simpelhed, ligelighed og
kraft, og at en hovedbetingelse herfor må være, at bestyrelses-
personalet gøres så lidet talrigt som muligt, samt at det får lejlig
hed til at bevæge sig med den størst mulige frihed indenfor de
lovmæssige grænser. Dette hovedsynspunkt er fastholdt gennem
årene. Højskolens administrative ledelse har altid været præget
af stor enkelhed, og den har haft den frihed, som for en højere
læreanstalt er livsbetingende.
I alle sager, der ikke kræver ministeriets afgørelse, er direktøren
den administrative autoritet ved Højskolen, og da han tillige er
født formand for undervisningsrådet, hvorunder Højskolens un
dervisning og videnskabelige virksomhed sorterer, bliver han i
egentlig forstand den ansvarlige leder.
I perioden indtil 1916 hentedes Højskolens direktører udefra,
og de var alle fremtrædende og indflydelsesrige mænd: C. E. Fen
ger, E. Rosenørn, C. A. F. Thomsen og F. Friis. Højskolens fest
skrift af 1908 indeholder en fyldig omtale af hver enkelt, og her
skal derfor kun nævnes dem, der fulgte efter.
Som svar på en henvendelse fra undervisningsrådet udtalte
landbrugsministeriet i skrivelse af 10. januar 1914, at det som regel
ville give Højskolens undervisningsråd lejlighed til at fremsætte
en udtalelse om, hvilke mænd rådet måtte finde egnede til direk
tørstillingen. Med denne noget vage bemyndigelse henvendte
undervisningsrådet sig i 1916, da hofjægermester Friis afsluttede
sin lange direktørperiode, til landbrugsministeriet med anmodning
om, at professor H. O. G. Ellinger måtte blive udnævnt til direktør
for Højskolen. Denne anmodning blev imødekommet, således at
direktøren fremtidig ville blive beskikket for et tidsrum af 5 år.
H.
O. G. Ellingers direktørperiode (1916—28) var præget af
hans faste ledelse, hans store idérigdom og levende initiativ. Situa
tionen var krævende. Højskolens pladsforhold og dens undervis
nings- og forskningsmæssige betingelser var så lidet tidssvarende,
at en stor udvidelse var nødvendig. Den blev påbegyndt ifølge lov
73