140 / 290
135
en Sammenslutning, idet begge Foreninger var Samlingspunkter for den
københavnske Lægestands højere og almindelige Interesser. Philiatrien havde
maaske nok af og til vist en betydelig udadgaaende Virksomhed, men den
kunde vel opvejes af det Arbejde, der var ydet af Med. Selskabs Komitéer.
Betragtede man Forholdene gennem et længere Tidsrum, var Ligheden i de
to Selskabers Virksomhed paafaldende. Da Selskaberne i Virkeligheden bestod
af de samme Elementer og Arbejdet ikke var saa omfattende, at det ikke
kunde varetages af et Selskab, var der egentlig ingen Hindringer for en
Sammenssmeltning. Nogen Inddeling af Medlemmerne i ældre og yngre eller
i videnskabelige og praktiske kunde heller ikke opretholdes, da alle, selv
Universitetslærerne, lagde megen Vægt paa det rent praktiske. Hvad der i
høj Grad talte for en Sammensmeltning var, at Virksomheden tog af i begge
Selskaber og at alle Oplivningsforsøg var strandede. Han holdt derfor paa
en Koncentration af Kræfterne og fandt Støtte hos Professor
Buntzen.
Reserve
læge
Ravn
mente derimod at der var Forskel paa de to Selskabers Formaal.
Det medicinske var mere videnskabeligt, medens Philiatrien var mere praktisk,
d. v. s. pathologisk-anatomisk. Sammenslutningen var overflødig, da ethvert
Medlem i Philiatrien kunde indmelde sig i Medicinsk Selskab, og desuden var
det en ganske fejl Antagelse at tro, at man kunde skabe en sund Organisme
ved at slaa to patologiske sammen. Medicinsk Selskabs Love var ogsaa en
Hindring for Sammensmeltningen, og endelig kunde man ikke antage, at »de
generte unge« vilde deltage i Diskussionen med de ældre.
F enger
kunde ikke
tage disse Udtalelser for gode Varer. Man kunde ikke skelne mellem prak
tiske og teoretiske Formaal og desuden var den patologiske Anatomi ogsaa
»videnskabelig«. Hvad Genertheden angik, saa var de yngre Medlemmer af
Philiatrien overhovedet altid tavse. Og der havde man altid søgt at være
en Kreds for sig selv, ellers havde man vel ikke, ved Selskabets Stiftelse,
vedtaget, at der aldrig maatte optages nogen Professor som Medlem. Nu var
imidlertid en Del af de ved Stiftelsen yngre selv blevet Professorer, og For
holdene var derfor forrykkede. Der var ingen anden Vej at gaa, end at lade
Philiatrien opløse sig, saa at dens Medlemmer kunde optages i Med. Selskab.
Diskussionens foreløbige Resultat blev, at man supplerede Philiatriens
Komité med
Dahlerup, Fenger
og
Eschricht
og Sammensmeltningen sattes
atter paa Dagsordenen ved Generalforsamlingen 4. Oktober 1855. Men da
havde Komitéen delt sig i en Majoritet og en Minoritet.
Dahlerup var denne sidstes Repræsentant indenfor det medicinske Sel
skab. Han hævdede, at Philiatrien nu var saa ivrig for en Sammenslutning,
fordi den førte et »lidet glædeligt og hensygnende Liv«, men det kunde ikke
være Med. Selskabs Opgave at lette et andet Selskabs Lidelser, desuden var
der vel Haab om, at Philiatrien kunde rejse sig igen. Fordelene ved Sammen
slutningen var illusoriske, fordi Medlemmerne delvis var de samme, og man
vilde i Virkeligheden kun opnaa Tilgang fra de yngste Kredse. Af denne