147 / 290
142
Oplevelser og uddelte en Bog (119). Dette Møde har sikkert formet sig som
en Slags Underholdning, men allerede i det næste stod et Spørgsmaal af
alvorligere Art paa Dagsordenen og Forhandlingerne om det gik ikke af
uden Splid. Der var nemlig indgaaet en Skrivelse til Prof. Hornemann fra
Prof.
Boeck
i Kristiania, i hvilken denne indbød det med. Selskab til at sende
en Repræsentant derop for at lære Syfilisationen, en Metode, der bestod i ved
stadige Indpodninger af syfilitisk Stof at fremskaffe en Immunitet, og som
Boeck havde studeret i en halv Snes Aar. Han var en Mand, der nød inter
national Berømmelse for sine Spedalskhedsstudier og hans
Recherches sur la
Syphilis
(1862) var ogsaa meget skattede.
.For Selskabet var Sagen højst kompliceret. Boeck havde nemlig fremsat
sit Forslag paa Naturforskermødet i København, 1860, og der havde
Invitationen været rettet til hele den danske Lægestand. Han havde endog
tilbudt at betale den indbudnes Rejseudgifter, hvis man ikke fandt Resul
taterne tilfredsstillende. Der var imidlertid ikke en eneste, der vilde tage imod
Invitationen, og da Boeck paa Gennemrejse gennem København havde truffet
Hornemann, havde han spurgt, hvad det blev til. Denne havde henvist ham
til Med. Selskab eller Philiatrien og havde saa faaet Fuldmagt til at rette
en Henvendelse til det førstnævnte. Det nærmere ved dette Besøg kan ikke
oplyses nu, men Boeck var vred, følte sig daarligt behandlet og mente, at
man havde dømt ham til Daarekisten, uden at høre ham. Selv Bladene havde
været efter ham.
Hornemann
mente nu, at man maatte gøre et eller andet,
ikke blot fordi Boeck var en meget anset Videnskabsmand, men ogsaa af
Hensyn til Samkvemmet med Norge. Vanskelighederne ved at tage Stilling
var klare nok; man havde ikke den rigtige Mand til Rejsen og den Tid, der
var nævnt til Opholdet, et halvt Aar, var for kort, medens en længere Tid
vilde medføre for store Udgifter. Ved en saadan Undersøgelse maatte man
ikke lade sig lede af sin personlige Anskuelse om Syfilisationens Værd. Bag
Boeck stod en hel Nation og det franske Akademis Fordømmelsesdom kunde
meget vel være forhastet.
Engelsted
var imod Rejseri, da de første syfilitiske
Symptomer svandt af sig selv eller ved en hvilken som helst Behandling.
Den, der blev sendt ud, vilde knap kunne naa et Resultat i Løbet af 4, 5 eller
6 Aar.
S. E. Larsen
mente ogsaa at Methoden tog for lang Tid og var ligesom
Hornemann imod den, men denne sidste fandt dog, at den burde tages op til
Undersøgelse ligesom enhver anden, der kom frem. Man nedsatte paa sæd
vanlig Maade et Udvalg — Larsen, Hornemann og Engelsted — og i næste
Møde rettedes der — ogsaa paa sædvanlig Maade — Angreb paa dettes
Lovlighed, men man kom dog overens og Udvalget fik Lov at fremsætte et
Forslag til en Udtalelse, der lød saaledes:
»At Selskabet, idet det iøvrigt anerkjender og paaskjønner Prof.
Boecks store Fortjenester af Videnskaben, for Tiden ikke tror at turde