KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber

143

foretage noget udadgaaende Skridt i Anledning af hans Forslag, idet man

har anseet det for rigtigst at oppebie, hvorvidt Resultaterne af Discus-

sionen om Syphilisationen paa det nærforestaaende Naturforskermøde i

Stockholm og de der forebragte rigere Kjendsgjerninger ville afgive noget

yderligere Beviis for og Oplysning om Methodens Værd og Betydning.«

Svaret faldt imidlertid ikke i god Jord. Prof.

Ballin

fandt, at det kun

havde meget lidt Indhold og ikke en Gang tilfredsstillede de Fordringer, som

Hornemann selv havde opstillet, at anerkende Boecks Virksomhed. Skrivelsen

var rent afvisende og han fandt det bedre, hvis Hornemann privat underrettede

Boeck om, hvor ringe Interesse, der var i det medicinske Selskab for hans

Forslag. Diskussionen blev efterhaanden ret varm, idet Hornemann ikke vilde

sende et »løgnagtigt« Svar af Sted, men nok et, der ærligt sagde, at der ingen

Interesse var for Syfilisationen, og han lyste ikke uden Virkning efter Syfili-

dologerne, som Sagen formentlig maatte interessere. Langt om længe blev

det vedtaget, at Skrivelsen skulde afsendes, men af Præses (Muller), ikke af

Hornemann, da det var Selskabet, der var blevet spurgt.

Siden I. D. Herholdts Tid havde det været smaat med historiske Foredrag,

men i November 1863 fik man atter et,' idet Djørup talte om nogle aandelige

Omgangssygdomme, Datidens Udtryk for psykiske Epidemier, væsentligst i

Form af et Referat af Indholdet af en Afhandling som Reservelæge

Dahl

(120)

i Kristiania havde skrevet (121). Det, der skildredes var den religiøse Epidemi,

der i 1852 begyndte i Kautokeino i Lapmarken, vandrede over en stor Del

af Norge ned til Thelemarken og Romsdalen (1861), og som oprindelig skyldtes

Præsten

Læstadius’

Indvirkning paa Sindene. Dette kunde man nu altsam

men læse i Dahls Skrift og Foredragsholderen supplerede det refererede med

,en Oversigt over Bømekorstogene, Flagellantismen, Johannes- og St. Veits-

Dansene, Hekseprocesserne, Taranteldansene, de konvulsionære, Mesmerismen,

Methodisterne, Mormonerne, Borddans, Bankeaander m. m. Paa Basis af

dette Materiale delte han disse Tilstande i to Grupper, de religiøse og de

irreligiøse og den fælles Generalnævner for dem var det dæmoniske. Det

iøvrigt ogsaa for vor Tid meget interessante Foredrag skal ikke yderligere

omtales her, men Diskussionen kom til at dreje sig om, hvorvidt Holberg

havde troet paa Spøgelser*) fordi han var et Barn af sin Tid, eller fordi en

Begivenhed i hans Liv havde ført ham dertil. Fichte og Kierkegaard fik ogsaa

deres Dom ved samme Leilighed: »man maatte kalde dem afsindige, men

seer man, hvorledes de var komne til dette Punkt [deres Udviklings Ende],

kan man i det højeste sige, at de er Sværmere, som ere naaede derhen gennem

Tænkningen.«

For anden Gang var Krigen brudt ud, og atter maa man læse mellem

Linjerne for at se, at noget særligt har været paa Færde. Direkte kom 1864

*) Holberg anfører i den 379. Epistel, at han tror paa Spøgelser.