154 / 290
149
Howitz’s Forslag blev ingenlunde godt modtaget, men Diskussionen, der
blev overmaade vidtsvævende skal ikke refereres her; den drejede sig for en
stor Del om Miasma kontra Kontagium og om Anvendelsen af det gamle
Kayserske Forslag, men den viste en stor Ejendommelighed, nemlig at
Stad-
feldt
paa det Tidspunkt var en udpræget Antikontagionist, der ved at opstille
en Tabel over de svære Fødseler i Byen, ved hvilke han selv havde været
Hjælperen, d. v. s. Mellemmanden mellem Stiftelsen og Byen, og derfor den,
der skulde overføre det mulige Kontagium, søgte at vise, at saadan Over
førelse kun sjældent fandt Sted, selv under epidemiske Forhold.
Levy
be
kæmpede Howitz’s Forslag med stor Bitterhed. Fra dennes Side forelaa der
kun et Par »Bladartikler« som Materiale, og de kom ikke Selskabet ved. Hans
egen Afhandling havde givet den statistiske Status og var gaaet ind paa den
videnskabelige Side af Sagen, men han havde aldrig tænkt sig, at den skulde
gøres til Genstand for en Komitérapport. Han vilde ikke finde sig i at blive
stillet ved Siden af Howitz, dertil havde han for megen Agtelse for sit eget
Arbejde og han kunde ikke tillægge Komitéen nogen som helst Kompetence.
Overfor disse Indvendinger havde Howitz let Spil. Han henviste kun til
Lovenes § 2 og til den Opgave, der var tildelt det hygiejniske Udvalg og han
fandt Støtte fra flere Sider. Hans Forslag blev vedtaget og Komitéen kom til
at bestaa af
E. Hornemann, E. Paulli
og
Edm. Hansen.
I December 1865 kom Betænkningen til Forhandling i Selskabet (125).
Ballin
viste, at der ingen Tilbagegang i Dødeligheden havde fundet Sted
siden Kaysers Dage og at der heller ikke denne Gang var fremkommet noget
Forslag til Afhjælpning af Manglerne.
Hornemann
paapegede, at Grunden
maatte være, at Puerperaldødeligheden i hele Byen og hos Stiftelsens
Bypatienter var steget sammen med Dødeligheden i selve Stiftelsen. Var dette
Tilfældet, var det ogsaa rimeligt, at man ikke vovede at fremkomme med
noget Forslag. Løftet om, at der ogsaa i Fremtiden vilde fremkomme offent
lige Beretninger om Tilstanden, gjorde Howitz glad, han havde ikke gjort
sig noget Haab om et Resultat, og vilde nu lade Sagen falde, ikke mindst af
personlige Grunde.
Efter dette skulde man tro, at Diskussionen vilde være bleven afsluttet,
men det skulde gaa helt anderledes. Der var øjensynligt et Ønske om at faa
noget virkeligt gjort, hvad det nu end kunde være. Stadfeldt benyttede nemlig
Lejligheden til at komme med nogle statistiske Oplysninger om Sundheds
tilstanden hos Stiftelsens Fødende i det sidste Aar, navnlig i den Periode,
hvor der havde været lukket. I dette Tidsrum var de fødende — efter en
foreløbig Undersøgelse paa Fødselsstiftelsens Modtagelsesstue — blevne
henviste til og forplejede i Anstaltens Lokaler ude i Byen. Barselfeberen havde
været i stadig Aftagende i 1865 og Dødeligheden havde fra 1. Januar til 8. Juni
for alle Stiftelsens Patienter været bragt ned til 1 af 31, lidt over 3 °/0. Der
efter lukkede man Stiftelsen til 1. September, for at faa den udluftet og