157 / 290
152
1. Bestyrelsen anmodes om at sørge for, at aarlige Medicinalberetninger for
den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse offentliggøres gennem den medicinske
Presse.
2. Bestyrelsen anmodes om at være betænkt paa, at der ved større Sygelighed
paa Fødselsstiftelsen maa i Sundhedspleiens og Undervisningens Inter
esse benyttes Udflytning fra Stiftelsen og Henlæggelse af de fødende i
Skiftelocaler.
Samme Aar, 1866, hvor den store Strid om Barselfeberen var udkæmpet,
gjorde
L. Salomonsen
en Meddelelse om laryngologiske Undersøgelser hos Døv
stumme (126) og kom derved ind paa en Omtale af, hvorledes man ledede
en Undervisning af de Døvstumme. En saadan Undervisning kendtes allerede
i det 15. Aarhundrede, men Instituter var først oprettede i det 18. Aarhundrede,
først i Frankrig, senere i Tyskland. I det danske Monarki oprettedes det
første af en Musiker og Parykmager, senere Professor
G. W . Pfingsten
(127);
det aabnedes 1797 i Liibeck og var i Drift i 12 Aar, indtil det nedlagdes, eller
snarere overflyttedes til Kiel, hvor den danske Stat 1799 aabnede et nyt
Institut. Dette overførtes 1810 til Slesvig, hvor Pfingsten, der stadig havde
været Lederen døde 1827 og efterfulgtes af
Hans Hensen
(128), der atter 1846
afløstes af
Peter Paulsen
(129). I København begyndte Danskhedens be
kendte Forkæmper,
W . H. F. Abrahamson
(130) at virke for Oprettelsen af et
Institut, men dette kom dog først i Stand 1807. Det kongelige Døvstumme-
institut bestyredes oprindeligt af
P. A. Castberg,
senere af
T. Schow
(131) og
S. J. Heiberg
(132), medens Døvstummeskolen grundet paa Talemetoden til
Chefer havde haft
H. P. Duurloo
(133) og
J. Keller
(134). Foredragsholderen
fremhævede Forskellen paa den franske Metode, Tegnmetoden og den tyske,
Lydmetoden, og han søgte at faa Tilhørerne interesserede i denne sidste.
Man faar navnlig af Diskussionen efter Foredraget Indtryk af, hvilke
Vanskeligheder Lydmetoden har haft, da den kom frem. Keller havde i sin
Tid henvendt sig til det hygiejniske Udvalg for at faa en Attest for at Tale
metoden ikke havde nogen skadelig Indflydelse paa Børnene, særlig med
Hensyn til Udviklingen af Tuberkulose. Udvalget havde imidlertid selv villet
overbevise sig ved Selvsyn om Metodens Fortrin og Mangler, inden det udstedte
nogen Attest. Men dette Forlangende havde Skolen aldrig taget Stilling til.
Hornemann var saa selv gaaet derud og havde set, at den i hygiejnisk Hen
seende lod meget tilbage at ønske, men at Metoden selv fortjente at anbefales,
hvorfor Selskabets Medlemmer burde gaa hen og se den praktiseret. Keller
maa paa en eller anden Maade have faaet denne Udtalelse at vide, for faa
Dage efter dens Fremkomst indløb der en officiel Indbydelse til et Besøg
paa Skolen. Den henvistes til det hygiejniske Udvalg, som tog af Sted, og
29. November 1866 afgav en Erklæring om, »at der ikke var Grund til at
antage, at den af Hr. Keller anvendte Talemetode for Døvstumme skulde