162 / 290
157
opmærksom paa, at hans Forslag var mangelfuldt, da ikke alle Foredrag blev
trykt i Biblioteket, og man vedtog derfor, at man skulde tage Særtryk af alt
det forhandlede, lige meget hvor det blev trykt. Den økonomiske Status var
saa god, at disse Udgifter kunde tillades. —
Da der i Dagspressen var fremkommet nogle Beretninger om, at Skindøde
var blevet begravede, ønskede Dahlerup (1867), at der skulde nedsættes et
Udvalg, der skulde overveje, om der var nogen Sandsynlighed for at saa
danne Begravelser havde fundet Sted eller vilde kunne finde Sted under vore
Forhold og med vore Lovbestemmelser. Han formulerede nogle dertil svarende
Spørgsmaal. Hvorledes opstaar Skindød? Hvorledes kendes den? (og til disses
Besvarelse skulde der slutte sig en Undersøgelse af Fortællingerne om de heri
Landet forekomne Tilfælde af Skindødes Begravelse). Er de gældende Lov
bestemmelser tilstrækkelige? Hvis ikke, hvorledes bør de da forandres?
Under Anførsel af
Hornemann
fik Forslaget en overmaade ilde Medfart.
Man kunde ganske spare sig den Ulejlighed at nedsætte et Udvalg. Sagen var
gentagne Gange undersøgt af franske Kommissioner, og man kunde godt
henholde sig til disses Resultater. Da alt, hvad der hidtil var sagt om Skin
dødes Begravelse her i Landet, opløste sig i Ammestuesnak og latterligt Vrøvl,
vilde man kun stifte Fortræd ved at drøfte Sagen yderligere. Hannover var
imod dette Standpunkt, da Agtelsen for Lægestanden var ved at blive ned
brudt. Der maatte altsaa gøres noget, men hvad, det skulde være maatte
Udvalget bestemme. Man kunde tænke paa først at udstede Dødsattesterne
24 Timer efter Døden, Anmeldelsen til Skifteretten, der nu skulde ske inden 24
Timer, kunde ogsaa skydes ud, dels fordi den kun havde til Opgave at for
hindre, at der blev stjaalet fra Boet, dels fordi den ikke kunde overholdes
for dem, der døde om Lørdagen. L.
Salomonsen
sluttede sig til Hannover,
ikke saa meget af Hensyn til de skindøde, men fordi Forholdene vedrørende
Dødsfald og Begravelse trængte til at reguleres. Folk vilde have Dødsattesten
straks, og Lægerne skrev den ofte faa Timer efter Døden. Der maatte derfor
fastsættes en Termin indenfor hvilken den ikke maatte udstedes. I de fattige
Klasser skete der store Misbrug med Ligene, som, efter deres Størrelse, blev
henlagte i Skuffer og Dragkister, og som man i det hele flyttede med inden
Attesten blev udstedt. Paa Landet var Ligsynsmændene et direkte Onde og
Forholdene blandt Publikum i Byen var saaledes, at Skindød ikke kunde
siges at være udelukket. Salomonsens Fremstilling, der var sat ret dramatisk
op, fremkaldte kun den Forespørgsel fra Djørup, hvad han havde tænkt sig at
Udvalget skulde gøre for at hæve Pietetsfølelsen i Befolkningen. Der var
imidlertid ingen Tvivl om, at Forholdene ved Dødsfald nok kunde trænge til
at blive regulerede, da f. Eks. Ligene ofte henstilledes i Kirkerne efter at
Kisterne var skruet til, men uden at der var udstedt nogen Dødsattest. Lidt
efter lidt kom Diskussionen til at dreje sig om Regeringens uvillige Holdning
overfor Afskaffelsen af Ligsynsmænd paa Landet, og da man ikke troede at