164 / 290
159
i Stadsgraven holdt sig konstant, maatte man undersøge om der ikke var et
jævnt Fald fra Stadsgraven ned til Havnen, for saa vilde Maalingerne ikke
give noget Resultat. Det viste sig heldigvis, at Vandstanden overalt var for
skellig, men der prøvedes kun i 5, da de andre var stoppede. Den 9. August
maalte man første Gang i alle 16 Brønde og Maalingen fortsattes nu hver
14. Dag, hvorved det viste sig, at Vandstanden i Brøndene var fra 4 til 7 Fod
over Havnens daglige Vande. Desværre viste det sig, at et Par Brønde i St.
Pederstræde 22 og 26 gav ganske ahnorme Tal, som man i lang Tid ikke
kunde klare, indtil at man kom i Tanker om, at der muligt kunde være Hul
paa en Vandledning i Nærheden. Man gravede efter, og det viste sig at være
rigtigt; Lækagen blev stoppet og Vandstanden kom nu til at svare til, hvad
der fandtes andet Steds.
Som Resultat havde man ikke meget at notere, udover at Brøndene
tørredes ud om Sommeren og fyldtes igen om Efteraaret. Skønt Maalingernes
Faatallighed ikke gav noget Korrektiv til Pettenkofers Teorier, vilde man dog
fortsætte, men rigtignok kun med 9 Brønde og man bevilgede 100 Rbdlr. for
1870. To Aar senere var man naaet til Afslutningen. Pettenkofers Teorier
syntes at stadfæstes, idet Tyfustilfældene kulminerede med den laveste Vand
stand i August.
Modsætningerne mellem »de gamle« og »de unge« var stadig stærke.
De var ogsaa i nogen Grad begrundede, for i Virkeligheden var en ny Tid
begyndt med det Opsving, som den patologiske Anatomi og den eksperimen
telle Fysiologi havde taget omkring 1830—40. At den rent kliniske Forskning
var bleven trængt noget tilbage, er sikkert, men kan ikke volde Forundring.
Skønt L. L. Jacobson, A. Hannover og flere andre havde vundet betydelige
Sejre ved Mikroskopets Hjælp var der dog, endnu ikke noget Tegn til en
klinisk Mikroskopi. Medicinen nærmede sig Naturvidenskaberne, hvis kom
parative Undersøgelsesrækker, den havde adopteret, men Svælget mellem
ældre og yngre blev hver Dag større, idet man ikke saa, hvorledes det af
Joh. Muller, Virchow og andre udførte Arbejder skulde kunne føre Læge
kunsten frem. Dette kom meget tydeligt frem, da Overlæge
Brandes
20. Februar 1868 holdt et Foredrag om Lægekunstens Stilling i Øjeblikket og
om Midlerne til at hæve dens Anseelse. Han tog sit Udgangspunkt fra en
Udtalelse af
A. Hannover
i et tidligere Møde, i hvilket det var sagt, at mange
Læger ved den saakaldte rationelle Medicin var kommet ind paa Nihilismen,
havde mistet Tilliden til Lægemidlernes ufejlbarlige Virkning og at dette
føltes af Patienterne. Han søgte nu at bevise, at Grunden var den, at man
havde skuffet sig selv ved at tro, at man i en Fart kunde opbygge en Patologi
(med tilhørende Terapi) paa de Resultater, som den patologiske Anatomi, den
fysiologiske og patologiske Kemi og Mikroskopien havde naaet i de sidste
30 Aar. For at faa et saadant System maatte man have et Geni, et saadant
havde ikke vist sig hidtil, og om det kom var uvist. Der var ingen Mulighed