165 / 290
160
for at opføre den ønskede Bygning, da den nye Skole neppe var naaet videre
end til Arbejder i Grunden, medens den gamle Medicin nærmest lignede en
forfalden og forladt Ridderborg, som man maatte se at faa restaureret, og i
hvilken man maatte indrette sig saa hyggeligt som muligt. I alle Tilfælde
maatte de to Retninger se at forliges, og han anbefalede de unge at slutte
sig til den franske og den engelske Skole, der ikke var saa nihilistiske som
den tyske. Han bebrejdede endelig Universitetet, at det havde henvist Tera-
peutiken til anden Del af Eksamen, hvorved de studerende fik det Indtryk,
at dette Fag var noget uvæsentligt, medens det i Virkeligheden var Kunstens
Endemaal. Han sluttede med at omtale Lægernes Modstandere, Homøopaterne
og Kvaksalverne og anbefalede Oprettelsen af Sygekasser for at skaffe Land
befolkningen Adgang til billig Lægehjælp.
Naar saa mange forskellige Ting omtaltes i Indledningsforedraget, maatte
Diskussionen nødvendigvis blive vidtstrakt. Den fortsattes da ogsaa gennem
mange Møder, og alle mulige Emner indenfor Lægegærningen kom paa Tale.
Kun
Dahlerup
gjorde et Forsøg paa at bringe det hele ind under nogenlunde
faste Former ved at dele Lægestanden i to Klasser, de ældre, hvis Armamen-
tarium af Medikamenter var blevet indskrænket ved den nyere Farmako-
dynamik og de yngre. Indskrænkningen betød dog neppe nogen Forringelse.
Drachmann foreslog, at Læger og Jurister skulde træde sammen i et Udvalg
og udarbejde et Lovforslag, men hvad der skulde staa i det var han ikke
helt klar over, da man ikke kunde udrydde Kvaksalveri med Love. Han
tænkte sig noget i Retning af regulerende Bestemmelser om, at Kvaksalverne
ikke maatte behandle visse Sygdomme (f. Eks. Syfilis og epidemiske Syg
domme) samt heller ikke betjene Fødende. Desuden skulde de under Kontrol,
og det skulde paabydes dem at føre Bog over de syge, de behandlede og angive
baade Navn og Sygdom.
Efterhaanden blev det nødvendigt at dele Forhandlingsemnet i to,
Lægernes Uddannelse og Kvaksalveriet. Hvad den første angik, hævdedes det
bestemt fra flere Sider, at Kvaliteten gik nedad. Dette skulde skyldes mang
lende klinisk Undervisning, og stærke Anker rettedes mod Lærerne paa
Hospitalerne; det oplystes dog, at Ankerne delvis manglede Berettigelse, de
studerende blev ganske vist borte fra Stuegangen, men det skyldtes blandt
andet, at der var andre Forelæsninger, som de ogsaa skulde høre paa den
samme Tid. Den eneste, der bragte noget nyt ind i Diskussionen var
Justitsraad
Schleisner,
der mente at Forringelsen i Kvaliteten skyldtes, at de
unge sluttede sig til den nyere preussiske Retning, der mente det ganske
forkerte, at Lægerne burde uddannes i et Laboratorium. De preussiske Læger
var ikke Klinikere og alle de Læger, der duede i Nordtyskland, var udgaaet
fra Wienerskolen. Desuden var der to andre Grunde til Nedgangen, den ene
var Delingen af den medicinske Eksamen, der havde forrykket hele Studiet,
den anden, at man havde henvist Obduktionerne til nogle enkelte Prosektorer;