171 / 290
166
Stadfeldt havde vundet en stor Sejr, men den Politik, han havde ført,
havde ogsaa været saare klog. Fra først til sidst havde han hævdet, at han
kun havde praktiske Formaal for Øje, og at det videnskabelige Grundlag
for hans Teorier foreløbig ikke kunde klares. I den Henseende henviste han
ikke uvittigt til, at naar de kloge Hoveder i Medicinsk Selskab ikke havde
kunnet løse Barselfeberspørgsmaalet tidligere, saa kunde de vel heller ikke
nu. M. Djørup har sikkert ikke staaet ene med sine Anskuelser, for selv om
Bakteriologiens Morgenrøde havde vist sig, saa var dog Meningerne om Kon-
tagium eller Miasma stadig lige delte. Eksempelvis kan anføres et Møde
4. November 1869, hvor Formanden,
Dahlerup,
indledede en Diskussion om
Smitteteori og Hygiejne, der formede sig som et Angreb paa en. Afhandling af
E. Hornemann
(136). Det behøver neppe at siges, at Kritiken var af temmelig
letkøbt Art og uden egentlig Forstaaelse af, hvad det var Kontagionisteme
kæmpede for, men paa den anden Side var det vel umuligt paa det daværende
Tidspunkt at skifte Sol og Vind lige, ikke mindst fordi de almindeligst fore
kommende smitsomme og epidemiske Sygdomme unddrog sig Undersøgelse —
den Gang som nu.
Stadfeldts Barselfeberprofylakse indledede en ny Tid, og denne blev yder
ligere markeret ved Antiseptikens Indførelse i Saarbehandlingen. Men ogsaa
her var der noget tilfældigt, saaledes som det ofte var, naar de store Frem
skridt i Lægekunsten omplantedes paa dansk Jordbund.
Saxtorph,
der havde
studeret Methoden hos Lister, anmeldte ikke noget Foredrag om den, men
omtaler den en passant, da han taler om Behandlingen af kroniske Led
sygdomme, altsaa egentlig i en kasuistisk Meddelelse. Han fortæller, hvorledes
han for at fjærne en Mus i Knæet, skærer ind i Kapselen »noget han saa meget
mindre tog i Betænkning at gøre, som Erfaringen havde givet ham stor Tillid
til Garbolsyrens antiseptiske Virkning.« Saaret blev da ogsaa under hele
Operationen oversprøjtet med en Opløsning af Karbolsyre. I dette Tilfælde
forløb det hele glat, men i et Tilfælde af aaben Luxation af Albuleddet, kom
der trods Karbolsyren diffus Phlegmone. Saxtorph foreviste i det samme Møde
Karbolsyreplaster til Saarforbinding, Tarmstrænge til Sutur og gjorde til Slut
opmærksom paa Forskellen i Virkemaaden mellem Karbolsyreopløsning i
Vand og i 01je.
Selv om disse Foredrag staar for os som Milepæle, der markerer nye
rationelle Metoders Indførelse i Medicinen, saa var det dog øjensynligt, at
Samtiden ikke havde Øjnene aabne for hvad det betød, videnskabeligt set.
For den var det en Aftens Foredrag og neppe mere, men alene det, at der
kunde holdes den Slags Foredrag var efterhaanden blevet noget af en Mærk
værdighed. Det var indlysende for en stor Del af Medlemmerne, at Selskabet
havde overlevet sig selv, i det mindste, hvis det vilde opretholde sin gamle
Form. Jævnligt faldt Møderne bort, fordi man ikke havde nogen Forhand-
lingsgenstand. Et Lyspunkt i videnskabelig Henseende var det ganske vist,