177 / 290
172
de yngre Generationer selv under Forskellen og den blev en af Grundne til,
at man stiftede en Forening,
Philiatrien,
der oprindelig vel nok var tænkt
som indledende en ny og bedre Tid. Der findes Beretninger fra flere Sider om
denne Forenings Stiftelse (1), og af dem fremgaar, at en Kamp mod Autori
teterne var det egentlige Formaal. Da disse saa at sige alle fandtes i det
kgl. medicinske Selskab, blev det naturligt, at drage til Felts mod dette og
dets forbenede, eksklusive Konstitution, for hvilken man kun havde Haan og
Spot tilovers. Da Philiatrien udsendte sit første Skrift (
2
) og derved kommer
ind paa, hvorledes Stiftelsen var gaaet for sig, tales der om »saadanne lærde
Foreninger, hvis hele Virken næsten kun synes at gaa ud paa, under ængstelig
Iagttagelse af forældede Former at vedligeholde deres egen Eksistens, ube
kymrede om Tiden, dens Omvekslinger og Fordringer, og uden andre Veksel
forhold med det Liv, der rører og bevæger sig udenfor dem, end at man gen
nem en hemmelighedsfuld Taage lader Diplomet skimte som Udhængsskilt
og Skive for den litterære Hobs Forfængelighed.« Som Modsætning til disse
Selskaber opstilledes andre, der bar Tidens Stempel: en Kræfternes Forening
og Samvirken til Kræfternes Forædling og Frugtbargørelse.
Det var et saadant Selskab, man søgte at faa dannet, da man stiftede
Philiatrien. Der var noget af en revolutionær Sammenslutning over den, for
den eksisterede i en halv Snes Aar »uden Navn, uden Love, uden Fordringer,
uden Forpligtelser og uden al anden Tendens end ved en fri og uhildet viden
skabelig Diskussion at frugtbargøre Aandens indsamlede Materiale, at vække
og opklare Idéer og Meninger.« Det var altsaa en slet og ret Diskussionsklub,
men Tendens havde den, selv om der paastodes det modsatte, for allerede
fra første Færd var man enig om ikke at optage akademiske Lærere eller
Embedsmænd som Medlem. Møderne var ugentlige og Medlemstallet var kun
ganske lidet til at begynde med.
Selskabet stiftedes den
6
. Maj 1829. Aarsagen til at det blev oprettet var
egentlig Wendts Artikler, hvis Ankers Begrundelse man nok anerkendte, dog
uden at være fuldt ud enig med ham. Man misbilligede saaledes, at han havde
taget den offentlige Presse i Brug, hans Tone var man heller ikke tilfreds med,
og man fandt at Agtelsen for Lægestanden blev nedbrudt ved den Slags
Offentliggørelser. Sagen laa i den Grad Medlemmerne paa Sinde, at man holdt
Møde for at se ad hvad Vej, man kunde udvirke en Forbedring af Under
visningen og Eksaminationen. Nogle mente, at Wendt havde fulgt den rigtige
Vej at skrive i Avisen, andre vilde indsende et Bønskrift til Kongen, andre
igen vilde udgive en Bog, der, støttet paa Data, kunde vise Nødvendigheden af,
at Forholdene blev ændrede. Alt dette viste sig imidlertid uigennemførligt og
man besluttede derfor, at de bedre og mere videnskabeligt dannede af de
yngre Læger skulde »slutte sig sammen som værdige Kolleger, der kunde
og vilde være hinanden bekendte og som ikke ansaa den øvrige Mængde for
at høre til deres Klasse.«