KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber

156

et betydeligt Opsving, medens Medicinsk Selskab kun med stort Besvær kunde

skaffe Foredragsholdere. Da nu disse sidste saare ofte var Medlemmer af

begge Selskaber, var det naturligt, at de søgte derhen, hvor der var størst

Liv. Underligt nok synes Forslagsstillerne ikke at have ønsket en Sammen

slutning, og de fremholder selv de Grunde, der kunde tale imod en saadan:

først Medicinsk Selskabs ældre Historie og dettes officielle eller officiøse

Karakter, idet det fra gammel Tid havde Prædikatet »kongeligt«, endvidere,

at det i Følge kongelig Resolution af 2. Maj 1842 havde faaet det Hverv af

sin Midte at udvælge Censorer til Fakultetets Konkurrencer, ogsaa den ud

adgaaende hygiejniske Virksomhed, som var meget paaskønnet af det offent

lige. Der var ogsaa det, at Selskabet kun optog »agtede Videnskabsmænd«,

medens Philiatrien henvendte sig til »alle Læger«. Begge arbejdede for Læge

videnskabens Fremme, medens Medicinsk Selskabs Virksomhed ogsaa om

fattede Medicinalforholdene og »den offentlige Sundhed«, Forslagsstillerne saa

derfor ikke rettere, end at Stat og Kommune kunde protestere mod en

Sammensmeltning. Disse kunde nemlig ikke lægge videre Vægt paa Ud

talelser fra et Selskab, i hvilket alle kunde træde ind, og hvor mange vilde

være saa unge, at de ganske manglede Erfaring. Forslagsstillerne mente derfor,

at man burde indskrænke den videnskabelige Virksomhed, men opretholde

de Formaal, der var sat vedrørende Medicinalforholdene og Sundhedsplejen.

Det vilde Medlemmerne dog ikke glat gaa med til, og fra mange Sider ud

taltes, at naar Foredragene indskrænkedes til et Minimum vilde det betyde

Selskabets Død. Andre mente, at Sammenslutningen maatte komme nu, bl. a.

fordi Medicinsk Selskab, hvad udadgaaende Skridt androg, nu indtog Phi-

liatriens oprindelige Plads, medens dette var det førende videnskabeligt set.

Med ringe Resultat pegede Forslagstilleme paa, at Ordningen kun var fore-

slaaet gyldig for en Vinter, og Konferentsraad

Bang

løste sikkert den bundne

Tanke, da han sagde: »Man plejer sjælden at fremkalde Skindød hos en Person

for bagefter at live ham op igen. Man risikerer da let, at virkelig Død ind

træder.« Han havde været Medlem i 52 Aar og vilde nødig være med til

Begravelsen. Forslaget faldt og man vedtog efter Djørups Forslag, at holde

Møde en Gang maanedlig, men da dette medførte en Lovforandring, som

Medlemmerne ikke vilde gaa med til, kom heller ikke dette Forslag til

Udførelse.

Det var saare længe siden at nogen havde tænkt paa Acta, og man havde

i flere Aar intet som helst haft at indsende som Gengæld for de Gaver, der i

rigt Maal strømmede ind. For at afhjælpe denne Mangel foreslog

F. Trier

i 1867, at man skulde lade tage Særtryk af de Forhandlinger, der blev trykt i

Bibliotek for Læger, og omsende dem til de udenlandske Medlemmer og til

de Selskaber, der sendte deres Skrifter ind. Dette skulde ikke alene være en

Høflighed, men ogsaa forhindre, at Bogtilsendelserne en skøn Dag hørte op,

naar det blev opdaget, at man aldrig fik noget til Gengæld. Trier gjorde selv