158 / 290
153
kunne virke skadelig paa Børnenes Sundhed i det Hele eller paa deres Bryst
organer i Særdeleshed.« Man følte sig ikke opfordret til at udtale sig om
Metodens praktiske Betydning »som dog neppe burde overvurderes eller om
Hr. Kellers Skolelokale, som ikke var frit for hygiejniske Mangler.« Keller
erklærede sig tilfreds med Udtalelsen.
L. Salomonsen
tog senere Sagen op igen og viste hvorledes Forsøgene paa
at indføre Talemetoden netop var udgaaet fra Døvstummeinstitutet, og var
blevet støttet af Regeringen. Efter at Institutet havde bestaaet i 3 Aar afholdtes
der en Prøve med Eleverne og efter denne indgav en Komité, der bestod af
Direktionen, Prof. Eschricht og Prof. Rasmus Nielsen den 23. Juni 1849 en
Indstilling til Kultusministeriet. Den var delt i to Dele og den første, der
drejede sig om Forholdene ved Døvstummeinstitutet gik ud paa, 1., at
Gebærdesproget vedblev at være det brugelige Undervisningsmiddel, 2, at
Undervisning i mundtlig Tale og i at læse Tale fra andres Læber skulde
optages blandt Undervisningsgenstandene for Elever og 3, at Forsøgene med
den tyske Undervisningsmetode skulde ophøre. Anden Del drejede sig om
Børn, der i indskrænket Betydning er døvstumme o: døve Børn, der endnu
kan tale, trods Døvhedens større eller mindre Grad. For disse foreslog Kom
missionen, at der oprettedes en særlig Undervisningsanstalt, der ikke skulde
staa i Forbindelse med Døvstummeinstitutet og i hvilken den tyske Metode
skulde anvendes.
Det viste sig nu, at Ministeriet ikke vilde understøtte en saadan Anstalts
Oprettelse og Kellers var da ogsaa rent privat, skønt Staten først havde
oprettet 12 og senere 30 Fripladser. Paa Døvstummeinstitutet vedblev man
med Tegnsproget og kun et ringe Antal af Eleverne, ialt 10—20 fra Aarene
1849—65 kunde udtrykke sig mundtligt og kun 2 eller 3 kunde aflæse Tale
fra andres Læber.
Salomonsen havde haft Grund til at fremdrage Sagen anden Gang, for
efter et Direktør- og Forstanderskifte
ly 2
Aar tidligere var der indført nye
Principer for Undervisningen. Nu gik man ud fra, at »alle døvstumme Børn,
med Undtagelse af idiotiske døvstumme og saadanne, der har væsentlige Fejl
ved Taleorganerne, kunne opnaa Færdighed i at udtale sig mundtlig og i at
aflæse fra Munden«. I de nederste Klasser var der indført Timer i rytmiske
Aandedrætsbevægelser og Taleundervisning, og Resultaterne var tilfredsstil
lende, skønt næsten alle Børnene var døvfødte eller blevet døve inden det
andet Aar. En gunstig Indvirkning paa Intellektet havde man ogsaa mærket.
Naar man ikke havde indført Metoden endeligt, skyldtes det, at man troede,
at den kunde udformes mere endnu. Man vilde søge i Fremtiden at faa den
Ordning indført, at alle de døvstumme Børn indkaldtes til Døvstumme
institutet, undervistes der et Aar og derefter skulde de, der havde en tydelig
og klangfuld Stemme undervises efter Lydmetoden, de øvrige efter
Tegnmetoden. —