151 / 290
146
for Skoledisciplenes Sundhedstilstand og Skolebetjenten havde oplyst, at
Lokalet var blevet rømmet den 15. Februar, altsaa én Aften før Mødet i
Medicinsk Selskab, paa hvilket Klagen kom frem.
Djørup,
der var Marinens
Stabslæge, var ikke bleven raadspurgt angaaende Anvendelsen, men vidste,
at Lokalet var rømmet den 14de. Distriktslægen,
Salomonsen,
havde intet haft
at gøre med Lokalet, men Rovsing havde forespurgt ham om det var til-
raadeligt at tage det i Brug, idet han havde henvist ham til Inspektøren,
Krigsraad Nimb. Den 15. Februar havde han saa faaet en Skrivelse fra Con-
ferensraad Dahlerup med Anmodning om at udstede en Erklæring angaaende
Brugbarheden af Lokalet, som nu var tomt og røget med Klor. Han saa derfor
ingen Fare ved at anvende det.
En tredje epidemiologisk Faktor og en af allerførste Rang var Barsel
feberen. Den havde Gang paa Gang været under Debat og der skulde ikke
meget til for at Striden om dens Patogenese atter vilde blusse op. En Anledning
var saaledes, at
Fr. Trier
(15. Dec. 1864) holdt et Foredrag om, hvorvidt
Barselfeberen var en miasmatisk Sygdom eller af infektionær Oprindelse.
Det hele var egentlig et Referat af et Afsnit i Virchow-Hirschs historisk
geografiske Patologi. Ganske selvfølgelig ivrede man (navnlig
Reisz)
mod de
fremsatte Teorier, men ingen vovede at bringe det paa Bane, som alle tænkte
paa, nemlig at Arrangementerne med Indretning af en ny Fødselsstiftelse og
Udflytning af de fødende til Filialer i Byen var klikket fuldstændig — indtil
Howitz
drog Sagen frem. Han bragte Tordenvejret til at bryde løs ved at
fremsætte en Statistik, der viste, at alt pegede mod en Forværrelse, opstaaet
efter 1860. Efter et Skøn havde Dødelighedsprocenten efter dette Aar været 8,
men den vekslede meget i de forskellige Afdelinger, hvor man lagde
Patienterne ind. Dette var en altfor stor Dødelighed, og den maatte søges
mindsket, men hvis man vedblivende opretholdt Filialerne i Byen, der hver
for sig virkede som en lille Fødselsstiftelse med et ganske ukontrolleret Per
sonale, kunde man ikke undgaa en stor Mortalitet, naar den virkelige Fødsels
stiftelse havde saa slette Resultater. Howitz opfordrede indtrængende det
hygiejniske Udvalg til at tage sig af Sagen og foranledige en Undersøgelse.
Stadfeldt,
der var Reserveakkuchør, var i Bund og Grund uenig med Howitz, og
afviste Medicinsk Selskabs Indblanding i Sagen, da udenforstaaende ikke kunde
bedømme, hvad der foregik, dertil forelaa der altfor faa Oplysninger. Han
endte med en Opfordring til Howitz, der i høj Grad fik Karakteren af en Repri
mande. Denne havde nemlig været knyttet til Stiftelsen under de værste
Epidemier og havde faaet den Opgave at samle og offentliggøre Oplysninger
om Sundhedstilstanden i Stiftelsen, men havde ikke bragt dette Arbejde til
Afslutning. Stadfeldt opfordrede ham nu til ikke at holde disse Meddelelser
tilbage og selv lovede han at gøre det mest mulige for at standse Epidemierne.
Foreløbig indtraadte der et Blikstille før Stormen atter rejste sig i Marts.
Nu havde Parterne mobiliseret.
Levy
greb om Nælderne ved at holde Foredrag