149 / 290
144
ikke til at spille nogen Rolle, men en Del af Foredragene hvilede dog paa
Erfaringerne fra Felten, og Krigstilstanden anes bag mangen Diskussion.
Dette Forhold kom saaledes stærkt frem i November 1864, da Hornemann
paa det hygiejniske Udvalgs Vegne rejste det Spørgsmaal, om der var
Anledning til at forespørge Autoriteterne om, hvorvidt der var nogen
Grund til at træffe Foranstaltninger mod den epidemiske Øjensygdom,
der efter Distriktslægernes og Øjenlægernes Indberetninger herskede i
Staden. Man ønskede at vide om denne Øjenbetændelse var saa udbredt,
at den kunde kaldes faretruende. Sygdommen forekom hos den fattigste Del
af Befolkningen og syntes at staa i Forbindelse med Krigsfangernes Hjem
komst. Den fandtes væsentligst hos Børn, der saa smittede de voksne.
Spørgsmaalet var nu, om der var Grund til 1) at rette en Advarsel til alle
fattige Familier og til Beboerne af Smaagademe, 2) at oprette Isolations-
„ hospitaler for Patienterne og 3) til at afholde Visitationer i Asyler og Fattig
skoler, eventuelt ogsaa i Husene i Smaagademe, for at finde de latente
Tilfælde. Man vilde ikke have Skolerne lukket, da man derved slappede
Kontrollen og befordrede Smitten i Hjemmene.
Formanden,
Djørup,
erklærede imidlertid, at de Oplysninger, der forelaa,
var ganske misvisende. I Aviserne havde der nok staaet at Peder Madsens
Gang var stærkt hjemsøgt af Sygdommen, men Distriktslægen benægtede det
bestemt. Fanger var der næsten ingen af i Byen, og den Gang de ankom fra
Tyskland, var de alle blevet undersøgt og de syge indlagt paa Hospitalet.
Han polemiserede stærkt mod den rent kliniske Betragtning af Tilfældene
og advarede mod at opretholde Betegnelsen latent. Sygdommen optraadte nu
uden Granulationer (en Hentydning til en tidligere Trachomepidemi) og kun
som en almindelig katarrhalsk Betændelse. Det forekom ham ogsaa paa
faldende, at Sygdommen i Arméen kun optraadte i de Regimenter, der længe
havde opholdt sig under aaben Himmel. Foreløbig burde man vist indskrænke
sig til at søge nærmere Oplysninger, navnlig ved at optage Sygdommen
paa Ugelisterne.
Forespørgselen var for saa vidt overflødig som der forlængst var truffet
Foranstaltninger fra Kommunens og Statens Side. Patienterne indlagdes paa
en særlig Afdeling paa Alm. Hosp. og paa Overlæge
E. T. Paullis
Service i
Kronprinsessegades Lazaret. Underligt nok nærede den eneste virkelige sag
kyndige
Edmund Hansen
den Anskuelse, at Epidemien var ved at tabe sig,
baade hvad Hyppigheden og Heftigheden angik. Den var begyndt med simple
Blennorrhoer af det Udseende, der var vel kendt fra Soldaterne, derefter
kom der en Række Tilfælde med akute Granulationer (Trachom) og nu var
Blennorrhoerne igen overvejende. Hirschsprung havde ogsaa set de ganske
lette Tilfælde, der kunde forløbe uden Svulst af Øjenlaagene. Som hver
Gang man drøftede Epidemispørgsmaal, kom man ogsaa denne Gang ind
paa Smittevejen og der var nogen Stemning for at opfordre Befolkningen til