92 / 290
87
en
ordentlig
og en
korresponderende.
Uden at paalægge nogen af dem egent
lige Pligter, haabede Selskabet, at begge ved Lejlighed vilde bidrage til dets
Formaal, dels ved litterære Meddelelser, hvilket det især ventede af sidst
nævnte som sandsynligvis de yngste, endnu ved Forretninger mindst hindrede,
dels ved at vise rejsende danske Læger litterært Gæstevenskab, som Selskabet
ved lignende Tilfælde vilde gøre sig en Fornøjelse af at gengælde. Forslaget
vedtoges enstemmigt. Hvad der er ment med den sidste Sætning, maa staa
hen. Det har vist næppe drejet sig om mere end at danske Læger kunde
have nogle Steder at henvende sig paa deres Rejser. Om nogen Adgang til
at skrive i udenlandske Tidsskrifter har der vist ikke været Tale.
Blandt de Medlemmer, der i særlig Grad havde bidraget til Selskabets
Trivsel var
I. D. Herholdt.
Nutiden erindrer ham som den, der i særlig Grad
interesserede sig for medicinsk Historie og for Fysiologi — han stiftede Sel
skabet for den eksperimentale Fysiologi*) — men netop disse Aar skulde
paa en Gang nedbryde hele hans Anseelse og gøre ham til en bitter Mand.
Enhver véd hvorledes det gik ham og alle kender Historien om
Rachel
Hertz,
som han selv udgav**). Af det i Forhandlingsprotokollen meddelte
fremgaar det imidlertid, at Tilfældet har forekommet Herholdt om ikke
mistænkeligt, saa dog i det mindste saa mærkeligt, at det grænsede til det
utrolige. Han demonstrerede nemlig 6. April 1820 ikke mindre end 158 Synaale,
som han havde skaaret ud af Rachels Underliv, og udbad sig samtidig to
af Selskabets Medlemmer som Vidner til at stadfæste Begivenhederne, hvis
Detail han forbeholdt sig at fremsætte en anden Gang. Fenger og Schon-
heyder tilbød sig, men det varede som bekendt længe inden Bedragerierne
afsløredes. Indirekte Støtte fik Herholdt ved at O. Bang 4. Maj 1820 forelæste
om to lignende Tilfælde, som han havde fundet beskrevne i Dictionnaire des
sciences médicales. Hos disse Patienter var ogsaa flere hundrede Synaale
fjærnede ved Incision under næsten de samme Omstændigheder som hos
Rachel Hertz.
Maaske har denne Sag paavirket Herholdts Sind allerede i 1820, skønt
der paa dette Tidspunkt endnu ikke var kommet noget frem om Bedragene,
maaske har der ogsaa været andre Ting, der ikke kan oplyses mere nu. Saa
meget er dog sikkert, at Herholdt paa denne Tid synes at have været noget
uligevægtig og i ethvert Tilfælde højst ulysten til at overholde Lovene, de
Love, som han selv havde ændret. Den 20. September 1820 afsendtes der
nemlig følgende Brev til ham (64).
I Følge det kongelige medicinske Selskabs Vedtægter (§ 20, Nr. 2 og
Tillæg af 11. Oktober 1811) har Hr. Prof. og Ridder Herholdt formedelst
*) Ny kongelig Samling 2°, 429 g, Nr. 55 (Herholdts Samlinger).
**) Herholdt, I. D.: Dagbøger over Rachel Hertz’s Sygdomme i Aarene 1807—1826. Med
fire Kobbere. Kjøbenhavn 1826.